Fortsæt til indhold
USA

Trumps fyrede kommunikationschef skyder igen: »Præsidenten burde have reageret meget hårdere«

For første gang efter sin fyring udtaler Anthony Scaramucci sig - og han har ikke roser til præsident Trump.

Den amerikanske præsident Trump har fået massiv kritik for sin reaktion efter et angreb på demonstranter i den amerikanske by Charlottesville. Lørdag var demonstranter samlet i byen for at protestere over, at en statue af generalen Robert E. Lee blev fjernet.

Lee var general i sydstatshæren under Den Amerikanske Borgerkrig i midten af 1800-tallet, og en af de grundlæggende årsager til borgerkrigen var slaveriet i USA. De seneste år har sydstatssymboler som flag og statuer været kilde til sammenstød mellem især hvide nationalister og tilhængere af et multikulturelt USA. Således også lørdag.

Da moddemonstranter mødte op for at markere deres forargelse over, at nationalister - nogle angiveligt med tråde til både Ku Klux Klan og nynazister - protesterede imod, at statuen af generalen skal fjernes, kom det til voldsomme sammenstød, og da en ung mand, angiveligt en del af en ekstremistisk nationalistisk gruppe, kørte sin bil ind i en gruppe moddemonstranter, blev én person dræbt og 19 kvæstet.

Efter at have pløjet ind i en menneskemængde flygtede den angribende bilist fra gerningsstedet i Charlottesville. Han blev kort efter anholdt, og der er ifølge politiet tale om en 20-årig mand. Hvorvidt han har forbindelser til voldelige grupper, og hvad motivet for angrebet var, er endnu uvist, men flere fremtrædende politikere kalder episoden for "indenlandsk terror". Foto: Ryan M. Kelly/AP

Manden er siden blevet anholdt, og angrebet har affødt fordømmelse - også fra præsident Trump, men ifølge nogle ikke på den rigtige måde.

Præsidenten sagde bl.a., at han tager afstand fra den intolerance og det had, der blev udvist i Charlottesville »fra mange sider. Fra mange sider.«

Det er faldet mange for brystet, at præsidenten gjorde sig så meget umage med at understrege, at der er had og intolerance fra mange sider, når det tilsyneladende er et medlem af en højrenationalistisk gruppe, der har angrebet sine modstandere.

På Twitter har præsidenten dog udtrykt sin medfølelse for ofrene:

En af kritikerne af Trumps reaktion er Anthony Scaramucci, finansmanden fra New York, som Trump tidligere på sommeren udnævnte til sin kommunikationschef og fyrede efter blot 10 dage.

Efter fyringen har Scaramucci været tavs - indtil natten til mandag dansk tid. I magasinet ”This Week” på tv-kanalen ABC gav Scaramucci et interview, hvor han bl.a. kom ind på sin holdning til præsidentens udmelding om angrebet i Charlottesville.

»Jeg ville ikke have anbefalet den udtalelse. Jeg synes, at han burde have været meget hårdere, idet det handler om tilhængere af et hvidt overherredømme,« sagde Scaramucci bl.a.

Store medier som CNN og Washington Post omtaler Scaramuccis kritik.

Scaramucci tilføjede:

»Han kan godt lide at gøre det modsatte af det, medierne tror, han vil gøre. Og så tror jeg, at han er af den opfattelse, at der er had fra alle sider, men det er jeg uenig i.«

CNN skriver, at Det Hvide Hus ikke umiddelbart har villet kommentere den tidligere kommunikationschefs kritik.

Ud over Scaramucci har flere fremtrædende medlemmer af præsidentens parti, Republikanerne, kritiseret Trumps udmelding om angrebet, som, de mener, er alt for vag.

»Tilhængere af hvidt overherredømme, nynazister og antisemitter er modsætningen af vores amerikanske værdier. Der er ikke andre ”sider” af had og snæversynethed,« har Ileana Ros-Lehtinen, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne, bl.a. sagt.

»Hr. præsident, vi må kalde det onde ved navn. Det her var tilhængere af hvidt overherredømme, og det her var indenlandsk terror,« lyder det fra det republikanske medlem af Senatet Cory Gardner.

En talsmand for præsident Trump har forsvaret præsidentens formulering.

»Præsidenten fik sagt meget stærkt i sin erklæring i går, at han fordømmer alle former for intolerance og had. Selvfølgelig omfatter det også hvide nationalister, KKK, nynazister og alle ekstremistiske grupper.«

Anthony Scaramucci kommenterede ikke direkte sin fyring fra Det Hvide Hus efter kun 10 dage, men han kritiserede i skarpe vendinger præsident Trumps chefstrateg, Steve Bannon, som, mange vurderer, var en af kræfterne bag hans fyring.

»Det er alt sammen noget vrøvl. Det tjener ikke præsidentens interesse,« sagde Scaramucci bl.a. om den meget konfrontatoriske stil, som Bannon har lagt for regeringen, når det handler om at imødegå kritikere i bl.a. pressen.