Trump fremlægger nyt forslag om immigrationsreform
Præsidenten foreslår et point-baseret immigrationssystem, hvor indvandrere måles på kompetencer, inden de får permanent opholdstilladelse.
I årtier har USA opereret med et immigrationssystem, der lukkede for mange lavtuddannede migranter ind. Men det skal der laves om på nu.
Sådan lød budskabet, da præsident Donald Trump indtog talerstolen på en pressekonference fredag sammen med de to republikanske senatorer, Tom Cotton og David Perdue. De præsenterede onsdag et forslag til en reform af det amerikanske immigrationssystem, som vil »reducere fattigdom, forhøje lønninger og spare skatteborgere for milliarder og milliarder af dollars«.
Fra nu af skal indvandrere nemlig måles på deres kompetencer, inden de får udstedt permanent opholdstilladelse, lød det på et live-transmitteret pressemøde.
Forslaget kalder Trump og senatorerne for Raise Act, og det sigter specifikt efter at skærpe omstændighederne for, hvordan de såkaldte »green cards« skal udstedes. Et green card dækker i USA over permanent opholdstilladelse, arbejdstilladelse og hurtigere adgang til statsborgerskab. Og det har hidtil været alt for nemt at få fat i, lød det onsdag fra Donald Trump.
»Raise Act vil gøre en ende på kædemigration og erstatte vores dårligt fungerende immigrationssystem med et nyt pointbaseret system for at få et greencard. Det vil favorisere ansøgere, som kan tale engelsk, som økonomisk kan tage sig af sig selv og sin familie og som kan demonstrere færdigheder, der vil bidrage til vores økonomi,« forklarer Trump om reformforslaget og fortsætter så med at forklare, hvordan forslaget også vil »forhindre migranter og immigranter fra at samle velfærd«.
Det nuværende system rammer nemlig blandt andet de »amerikanske arbejdere og skattebetalere«, argumenterede præsidenten, og særligt de allerede eksisterende immigrant- og minoritetsarbejdere, »som må konkurrere om job med de nyankomne«, har været hårdt ramt, lød det.
Men noget af det mest essentielle, forklarede præsidenten, er, hvad reformforslaget kommer til at betyde for amerikanerne:
»Det her forslag vil ikke bare genetablere vores konkurrenceevne i det 21. århundrede, men også genskabe det hellige tillidsbånd mellem Amerika og dets borgere. Det her forslag viser vores lidenskab for at hjælpe kæmpende amerikanske familier, som fortjener et immigrationssystem, der sætter deres behov først, og som sætter Amerika først,« lød det fra præsidenten, der også under valgkampen har beskyldt immigranter for at stjæle amerikanske job.
Reformforslaget blev først introduceret i Senatet i februar, men er siden da blevet stemt ned i Kongressen. Nu vil de to republikanske senatorer, der var med på pressemødet, introducere forslaget med et par småændringer - og denne gang støtter præsidenten det altså, skriver Independent.
I førsteudgaven af lovforslaget lød det, at antallet af immigranter i USA skulle halveres på de næste 10 år.
»Reformen vil hjælpe med at sikre, at de nyankomne til vores vidunderlige land, vil blive assimileret, vil opleve succes og vil opnå den amerikanske drøm,« lød det fra præsidenten, inden han forlod talerstolen onsdag.