- Opdateret 02/08/2017 kl. 17:18
Trump har underskrevet lov om sanktioner mod Rusland: Der er »betydelige mangler«
Sanktionerne har allerede forud for underskrivelsen fået Rusland til at reagere.
Rusland har allerede beordret USA at trække 755 diplomater ud af landet.
Men først onsdag har den amerikanske præsident Trump underskrevet loven om de nye sanktioner, der har fået Rusland til at kræve diplomaternes afgang.
Det skriver New York Times.
Med underskrivelsen af den nye lov, som i sidste uge blev vedtaget i Kongressen, har Donald Trump også begrænset sin egen mulighed for at kunne løfte sanktionerne igen.
Den nye lov giver nemlig amerikanske jurister en periode på 30 dage til at godkende det, hvis Det Hvide Hus forsøger at lempe på sanktionerne over for både Rusland, Iran og Nordkorea, skriver Financial Times.
Amerikanske medier har - siden lovforslaget gik igennem Kongressen med overvældende flertal - spekuleret i, om Donald Trump mon ville nægte at underskrive de nye sanktioner eller sågar nedlægge veto mod forslaget.
Både præsidenten og udenrigsminister Rex Tillerson har givet udtryk for, at de nye sanktioner ikke ville være »behjælpelige i vores bestræbelser« på at forbedre diplomatiske forbindelser til Rusland, skriver Reuters.
Det ville imidlertid vise sig besværligt for præsidenten, da et veto fra Donald Trump ville kunne ophæves af et flertal på to tredjedele af Senatet og Repræsentanternes, skriver Ritzau.
Ifølge nyhedsbureauet har Trump umiddelbart efter underskrivelsen sagt i en udtalelse, at der er »betydelige mangler« ved sanktionerne.
»I sin iver efter at få dette lovforslag igennem har Kongressen inkluderet et antal tydeligvis forfatningsstridige bestemmelser,« siger Trump.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at Trump her hentyder til, at lovforslaget medfører begrænsninger i præsidentens muligheder for at føre udenrigspolitik.
»Trods problemerne i loven underskriver jeg den for den nationale enheds skyld,« lyder det fra Trump.
Sanktionerne kommer bl.a. som konsekvens af Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp, men også landets ageren i både Ukraine og Syrien er blandt årsagerne til de nye sanktioner.