Det Hvide Hus om Jeff Sessions' fremtid: »Vi kommer snart frem til en løsning«
Præsident Trump har senest kritiseret justitsministeren på Twitter.
Han er i sandhed i fokus i øjeblikket, den amerikanske justitsminister Jeff Sessions.
Først blev han kaldt »svag« af præsident Donald Trump på Twitter, inden Trump senere på dagen slog fast, at han var »skuffet« over sin minister.
Nu åbner den nye kommunikationsrådgiver i Det Hvide Hus, Anthony Scaramucci, også for, at Jeff Sessions kan være fortid i amerikansk politik.
Direkte adspurgt om justitsministerens fremtid, svarede han:
»Vi kommer snart frem til en løsning«.
Samtidig gav han en journalist ret i, at der var tydelige spændinger mellem Donald Trump og Jeff Sessions.
Præsidenten har kritiseret sin minister for at have erklæret sig selv inhabil i den verserende undersøgelse af, hvorvidt Rusland blandede sig i det amerikanske valg i fjor.
Donald Trump har tidligere slået fast, at han ikke ville have valgt Jeff Sessions som minister, hvis han havde vidst, at han ville træffe den slags beslutninger.
»Det er ekstremt uretfærdigt - for at bruge et mildt ord - over for præsidenten«, udtalte Trump.
Flere fremtrædende republikanske politikere som Paul Ryan har slået fast, at de ikke ser det som noget problem, hvis Jeff Sessions bliver fyret - det er helt op til præsidenten, lyder budskabet.
Andre i partiet, såsom senator Lindsey Graham, har kaldt Trumps kritik for »højst upassende«.
Jeff Sessions er senest kommet i fokus efter meldinger om, at hans mødtes med den russiske ambassadør i USA inden det amerikanske valg i fjor.
Ifølge flere medier diskuterede de blandt andet den verserende valgkamp, hvilket er blevet afvist af Sessions selv.