Fortsæt til indhold
USA

Her er de tweets, Trumps nye kommunikationschef har slettet

Anthony Scaramucci er helt åben omkring, at han sletter gamle tweets, der strider imod præsidentens politik.

USA's præsident, Donald Trump, udnævnte i denne uge Anthony Scaramucci som sin nye kommunikationschef. Og det kan ses på Scaramuccis Twitter-profil, hvor gamle tweets, der strider mod Donald Trumps politiske linje er blevet slettet. Det skriver bl.a. Washington Post og New York Post.

Der er tale om tweets, hvor Scaramucci bl.a. skriver, at han er for homoseksuelle ægteskaber, imod dødsstraf og for muligheden for abort.

I 2012 skrev Scaramucci ved flere lejligheder, at han »altid har gået ind for streng våbenlovgivning.«

Og Scaramucci er helt åben omkring, at der i øjeblikket bliver gjort hovedrent blandt hans politisk betonede tweets.

»Fuld transparens: Jeg sletter gamle tweets. Forhenværende holdninger ændrede sig og bør ikke være en distraktion. Jeg arbejder for USA's præsidents agenda, og det er alt, der betyder noget,« skrev Scaramucci lørdag på Twitter.

Det er blandt andre grundlæggeren af græsrodsbevægelsen Moms Demand, Shannon Watts, der har gjort opmærksom på de slettede tweets. Og siden har flere amerikanske medier taget historien op.

Flere af de slettede tweets kan ses hos BuzzFeed.

Udnævnelsen af Scaramucci har skabt røre i Det Hvide Hus. Donald Trumps hidtidige talsmand Sean Spicer sagde sit job op pga. udnævnelsen, og han er siden blevet erstattet af Sarah Huckabee Sanders.