Fortsæt til indhold
USA

Avis: Trump Jr., svigersøn og kampagnechef mødtes med indflydelsesrig russisk advokat før valget

Donald Trump Jr. har bekræftet mødet, der ifølge ham handlede om adoption.

Det var et prominent hold, der mødte op for at tale med den russiske advokat Natalia Veselnitskaya i Trump Tower på Manhatten den 9. juni 2016.

Advokaten, der angiveligt har forbindelse til det russiske styre i Kreml, ønskede ifølge avisen New York Times at afholde et møde med Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., svigersøn Jared Kushner og kampagnechef Paul Manafort.

Det skete umiddelbart efter, at Donald Trump med sikkerhed havde vundet kampen om at blive det republikanske partis præsidentkandidat.

Mødet var det første mellem folk fra den inderste kreds omkring den nuværende præsident, Donald Trump, og russiske topfolk ifølge New York Times.

Natalia Veselnitskaya er kendt for at føre kampagne imod de amerikanske sanktioner, der er blevet indført oed russere, der er mistænkt for at krænke menneskerettighederne.

Donald Trump Jr. bekræfter, at mødet har fundet sted, og kalder det et »kort introduktionsmøde«.

Undervejs blev der primært talt om børneadoption, forklarer han til avisen.

Det var ham, der bad Jared Kushner og Paul Manafort om at deltage i mødet, fortæller han videre.

»Vi talte ikke om præsidentkampagnen, og der var ikke noget opfølgende møde,« siger han.

Jared Kushners advokat, Jamie Gorelick, bekræfter ligeledes, at Trumps svigersøn »kortvarigt deltog« i mødet, men at det blot var ét møde ud af 100 opkald eller møder med folk fra 20 forskellige lande i løbet af præsidentkampagnen.

Paul Manafort har ikke udtalt sig i sagen.

Der er i øjeblikket iværksat en større eftersøgning af, om russiske politikere og topfolk har haft indflydelse på det amerikanske valg i fjor - heriblandt om der var en forbindelse med Donald Trump og det russiske styre.

Under weekendens G20-topmøde har den russiske præsident, Vladimir Putin, endnu engang afvist enhver form for russisk indblanding i valget, der fandt sted den 8. november 2016.