Martha er den grimmeste hund i verden
Verdens grimmeste hund blev fredag kåret for 29. gang. Dette års vinder var hverken hårløs eller lodden.
Konkurrencen hylder ofte gamle, små lodne hunde. Hvis de derimod ikke har særligt meget hår på kroppen, så er chancerne for at vinde konkurrencen ”Verdens grimmeste hund” sandsynligvis endnu større.
Men det var den 3-årige napolitanske mastiff Martha i år bedøvende ligeglad med, da konkurrencen blev afholdt for 29. gang på landbrugsfestivalen Sonoma Marin Fairgrounds i Californien, USA.
Med sit løsthængende overskud af hud og pels og sit dovne, ugidelige udtryk vandt Martha dommernes hjerter. Hvilket heller ikke så ud til at betyde det store for den grimme hund.
Som en del af konkurrencen skulle hundene gå ned ad en rød løber og deltage i et ’modeshow’, hvorefter de blev bedømt ud fra deres udseende, usædvanlige egenskaber, personlighed og på publikums modtagelse af hundene.
Ifølge abcnews var Martha fra start blandt publikums absolutte favoritter. Den dovne og grimme Martha med sine savlende hængelæber lagde sig flere gange fladt ned på scenen i løbet af modeshowet til stor underholdning for publikum.
Nummer to i dette års konkurrence blev den 16-årige Moe, der er af racen griffon bruxellois-mops.
Moe er med alderen både blevet blind og døv, men lugtesansen skulle efter sigende ikke fejle det mindste.
Tredjepladsen gik til den hårløse hund Chase, der her ses til højre med sin ejer.
14-årige Chase havde taget turen helt fra Storbritannien for at deltage i konkurrencen, og de kunne altså tage turen tilbage over Atlanten med en uskøn tredjeplads.
Som vinder af konkurrencen skal Martha nu en tur til New York for at deltage i forskellige mediebegivenheder. Dovne Martha kan nok ikke være mere ligeglad.
Martha blev fundet af en dyrevelfærdsorganisation ikke langt fra byen Sonoma, hvor konkurrencen blev afholdt. Dengang var hun næsten blind, men efter adskillige operationer, kan hun nu se igen.
Under præmieoverrækkelsen kunne Martha fra scenen, hvis hun altså kunne tage sig sammen, kigge ned på de 13 andre hæslige hunde i konkurrencen. Her kunne Martha se, at hun selv var den eneste af de deltagende, hvis ejer ikke var i stand til at løfte hende.
Normalt er de deltagende hunde nemlig både små og grimme som sidste års vinder Sweepee Rambo her.
Eller som Icky og Zoomer der deltog i dette års konkurrence.
Det er sjældent, at de er store og grimme på samme tid som Martha, der vejer 56 kg.