Fortsæt til indhold
USA

Jeff Sessions: »Jeg har aldrig haft nogen hemmelige møder med Rusland«

Den amerikanske justitsminister Jeff Sessions forklarede tirsdag aften, hvad han ved om Ruslands indblanding i USA's præsidentvalg.

Vidneforklaringen foregik for åbne døre. Jeff Sessions indledte sin vidneforklaring med at sige, at han sætter pris på, at senatets efterretningskomité efterforsker så grundigt, men at han ikke ville fortælle om private samtaler med præsident Donald Trump.

Samtidig afviste han al involvering med Rusland.

»Jeg har aldrig mødt eller haft nogen samtaler med russiske ambassadører eller embedsmænd omkring valget eller valgkampagnen i USA. Alene antydningen at jeg har deltaget i et aftalt spil for at gøre dette land ondt - et land, som jeg har tjent med ære i 35 år - er en rædselsfuld og afskyelig løgn.«

Han erklærede sig selv inhabil, og kunne derfor ikke stå i spidsen for undersøgelsen om Ruslands rolle i valget, som ellers ville have hans rolle. Men han insisterer nu på, at han ikke erklærede sig inhabil i efterforskningen, fordi han havde gjort noget galt.

»Jeg erklærede ikke mig selv for inhabil, fordi jeg har gjort noget forkert, men fordi ansatte ikke bør deltage i en efterforskning af en valgkampagne, hvis de har deltaget som rådgiver i kampagnen.«

I marts kom det frem, at Sessions havde holdt to møder med den russiske ambassadør i USA, Sergeij Kisljak. De var begge på hotellet Mayflower for at høre Trump give en tale om hvilken type udenrigspolitik, han ville føre. Der har været spekuleret i, at det var her Kisljak og Sessions mødtes.

Sessions forklarer nu, at han ikke kunne huske, at Kisljak var der.

»Jeg forstår nu, at han var der. Faktisk har jeg fornylig set en video af, at han var der. Men jeg har ikke mødtes med ham.«

Han erkender dog, at han har haft et kortvarigt møde med Kisljak på hans kontor tidligere sammen med hans ansatte, og at han havde igen havde et kortvarigt møde, efter han havde givet en tale i juli i fjor.

»Jeg har allerede erkendt og forklaret disse to møder, og der er afgjort ikke sket noget af upassende karakter.«

Vedrørende hans involvering med at fyre den tidligere FBI-chef Comey, forklarer Jeff Sessions, at han stadig havde en forpligtelse som justitsminister overfor FBI, og det involverede at fyre Comey. Sessions delte sine bekymringer omkring Comey med Trump.

»Jeg har en pligt som justitsminister til at overse FBI - som har et budget på 8 milliarder dollars og 35.000 ansatte. Jeg delte mine bekymringer med vicejustitsminister Rod Rosenstein og præsident Donald Trump omkring de ledelsesproblemer, der er i FBI. Jeg anbefalede at Hr. Comey blev fjernet fra sin stilling som chef for FBI.«

Senator Dianne Feinstein, demokrat i Californien, spurgte i høringen, om Sessions vidste, at Trump allerede havde besluttet at fyre Comey, da han skrev sit brev til Trump, hvor han anbefalede at Comey blev fyret.

»Vi blev bedt om at give vores holdning, og den udtrykte vi. Jeg ved ikke, hvad præsident Trump har tænkt inden da.«

Sessions siger samtidig, at han ikke kan udtale sig, hvorvidt han snakkede med Trump, om Comey's forespørgsler vedrørende håndteringen af Rusland-efterforskningen.

I stedet forklarer Sessions at fyringen af Comey handlede om sagen med Clintons e-mails.

»Det stod klart for både mig og Rosenstein, at vi havde et problem der. Og jeg brugte derfor min dømmekraft til at vurdere, at FBI havde brug for en frisk start. Da Hr. Comey nægtede at retsforfølge i Clinton-sagen, var det tydeligt, at der var en krænkelse af autoriteten i justitsministeriet. Han kommenterede også på Clinton-søgsmålet, hvilket han ikke skulle have gjort.«

Trump har dog tidligere udtalt, at det ikke var derfor, Comey blev fyret.

Tilbage til spørgsmålet om Ruslands indblanding i USA's præsidentvalg. Sessions insisterer stadig på, at han ikke kan gengive sine private samtaler med Trump.

Politikeren Angus King spørger: »Tror du, at Rusland blandede sig i valgkampagnen?«

Sessions svarer her mere tøvende: »Det ser sådan ud. Men jeg er nødt til at sige, at jeg ved ikke mere end det, jeg læser i aviserne.«

Joe Manchin, demokrat i Virginia, spurgte om der er andre møder mellem Trump-lejren og Rusland, som de bør kende til.

Her svarer Sessions, at han ikke husker, at der har været nogen møder, som de bør kende til.

Høringen har i aften kredset om fyringen af Comey, og hvorvidt Sessions har involveret sig med Rusland omkring præsidentvalget. Flere af demokraterne gik hårdt til Sessions vedrørende møder med russiske forretningsmænd og russiske embedsmænd.

Imens forsøgte et par af republikanerne at komme Sessions til undsætning, og forklarede mere end de spurgte, vedrørende hans involvering i fyringen af Comey.

Jeff Sessions måtte flere gang besvare spørgsmål med sætningen »det husker jeg ikke.«