Politisk kommentator: Trumps første ministermøde minder om noget, der ville foregå i Nordkorea
Det var en utraditionel begyndelse på Trumps første ministermøde, hvor alle ministrene pludselig begyndte at rose Trumps politik til skyerne.
I går mødtes den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans ministre til det første officielle ministermøde.
Normalt foregår det første møde ved, at pressen bliver lukket ind og får lov til at høre præsidentens indledende ord, hvorefter journalister og fotografer forlader rummet, mens regeringens politiske mål og retning diskuteres.
Men Trump afveg fra normen. I stedet lagde han ud med med et par rosende ord om sig selv. Han fortalte forsamlingen, at ingen anden præsident havde gjort et bedre stykke arbejde på de første 143 dage, end han selv havde.
Efterfølgende blev de næste mange minutter brugt på, at hver minister, der sad om det runde bord, kunne sige rosende ord om Trump og hans politiske beslutninger, mens pressen stadig var til stede.
De roste ham for at hans gode arbejde, og takkede ham for at de kunne få lov til at tjene hans dagsorden og være blevet givet det privilegium at arbejde med ham.
»Den her type møde er ikke unormalt - hvis du bor i Nordkorea. Men her i USA er det højest usædvanligt. Jeg har aldrig set noget lignende før. Her ser vi en kriseramt præsident, som gerne vil ændre den fortalte historie om sig selv, og så udnytter han sine ministre til at gøre det,« siger David Axelrod, en amerikansk politisk kommentator og tidligere rådgiver for Barack Obama, til CNN.
Han forklarer, at det er en måde at presse ministrene til at sværge troskab til Trump foran hele verden, men at det blot gør ministrene til grin.
»Det her var lidt som en konkurrence i, hvem der kunne være mest lydig og underdanig. Det var som om, Trump bad dem om at forblive loyale, lige som da han bad Comey om at forblive loyal. Men her bliver de bedt om at sværge troskab foran alle kameraerne, og det var direkte pinligt,« siger David Axelrod til CNN.
Der er allerede kommet flere reaktioner på Trumps utraditionelle måde at begynde ministermødet på. En af reaktioner kommer fra den amerikanske senator i New York, Chuck Schumer, der har lavet en parodi på Trumps møde, hvor han i en video får sit eget personale til at udtale sig rosende om ham selv.
I videoen spørger Chuck Schumer: »Hvordan så mit hår ud, da jeg forlod motionscentret i morges?«, hvortil en kvinde svarer: »Du har fantastisk hår, ingen har flottere hår end dig.«
En anden mand takker Chuck Schumer for at få lov til at tjene hans dagsorden, og bruger dermed de samme ord, som en af Trumps ministre brugte overfor Trump ved det første ministermøde.
Mike Rogers, en amerikansk politisk kommentator, kalder hele seancen for klodset, og noget, der kommer til at give bagslag for Trump.
»Det her ministermøde minder mig om udtrykket: Det er den følelse, du får, når et barn får fat på en hammer. Den her måde, det er blevet stillet op på, virker bare så klodset. Det, der var underligt her, var, at det var helt tydeligt forberedt, som om ministrene var blevet givet et manuskript. Og det var en klodset måde at sige: Her er der ingen problemer, vi gør det godt. Det er en dårlig måde for Trump at forsøge at rette op på sine problemer,« siger Mike Rogers til CNN.
På Twitter vælter reaktionerne også ind, hvor flere beskriver det som et møde, der kunne være blevet afholdt i Nordkorea.
En anden beskriver det som en Taliban-leder, der sender sine ministre på en selvmordsmission.
Se begyndelsen af Trumps første ministermøde: