Fortsæt til indhold
USA

Fyret FBI-chef var nervøs for, om Trump ville lyve: Tog noter efter møder

James Comey følte ikke behov for at tage noter efter sine møder med Barack Obama og George W. Bush.

Den tidligere FBI-direktør James Comey har torsdag sagt under en høring i Senatet, at han skrev notater ned efter møderne med Trump for at beskytte sig selv, men også FBI og bureauets værdighed.

Ved høringen blev der nemlig spurgt ind til de noter, som Comey har refereret til i et udsagn, der onsdag aften blev offentliggjort på nettet.

Comey har én gang mødtes med den tidligere præsident George W. Bush og tre gange med Trumps forgænger, Barack Obama. Her følte Comey ikke behov for at dokumentere indholdet at møderne. Mavefornemmelsen ændrede sig dog under møderne med den nuværende præsident.

Comey fortalte under høringen, at han følte sig nødsaget til at skrive det hele detaljeret ned. Det skyldtes en kombination af tre omstændigheder: Det at han var alene med præsidenten, mødernes indhold og præsidentens person.

Han var bekymret for, at Trump ville lyve om mødernes indhold, forklarede han.

Ved høringen sagde Comey desuden, at han ikke var i tvivl om, at Rusland forsøgte at blande sig i det amerikanske valg. Som forventet gentog Comey, at det ikke var hans indtryk, at den amerikanske præsident, Donald Trump, på noget tidspunkt bad ham om at stoppe en undersøgelse af påstandene om russisk indblanding, da han var leder af FBI.

I det på forhånd offentliggjorte udsagn fra Comey indikerede han, at den amerikanske præsident, Donald Trump, forsøgte at påvirke undersøgelser omkring tidligere rådgiver Michael Flynn, som blev afskediget i februar. Den officielle begrundelse for fyringen var, at Flynn havde villedt vicepræsidenten, Mike Pence, vedrørende sin omgang med den russiske ambassadør, Sergej Kisljak.

Trump skulle - ifølge Comey - have bedt den daværende FBI-chef om at lade Flynn være.

»Han er en god fyr. Han har været igennem meget,« lød præsidentens ord ifølge Comey.

Under høringen bekræftede Comey dog, at Trump ikke har decideret har »krævet«, at en undersøgelse af Flynn skulle droppes.

Comey indledte hele høringen med at sige, at han blev meget forvirret, da han den 9. maj opdagede gennem medierne, at han var blevet fyret af præsidenten. Ifølge Comey havde Trump ved flere lejligheder givet udtryk for, at han var meget tilfreds med Comeys arbejde, før han fik sin fyreseddel, og årsagerne til fyringen stak i flere forskellige retninger, mener Comey.

Donald Trump plejer at være flittig på tastaturet, men han har endnu ikke selv kommenteret høringens indhold eller gårsdagens nedskrevne udsagn fra Comey på Twitter.