Fortsæt til indhold
USA

Hun blev kaldt landsforræder og idømt 35 års fængsel - i dag kan Manning gå ud i friheden

Chelsea Manning står bag et af USA's største læk af klassificeret materiale.

Stort set alle har haft en mening om Chelsea Manning, der står bag et af historiens største læk af klassificeret materiale om den amerikanske krigsførelse i Irak og Afghanistan,

Den nuværende præsident, Donald Trump, har kaldt hende for en forræder, mens den tidligere præsident, Barack Obama, har benådet hende.

Onsdag træder hun ud i friheden efter at have siddet i et militært fængsel i de seneste syv år.

»To dage tilbage, før jeg igen kan leve et almindeligt, frit liv,« tweetede Chelsea Manning mandag.

Manning blev i 2009 idømt 35 års fængsel for at have bedrevet spionage samt udleveret mere end 700.000 hemmeligstemplede dokumenter til whistleblowerorganisationen WikiLeaks.

Efter dommen bekendtgjorde den daværende Bradley Manning, at han vil ses som en transkønnet kvinde ved navn Chelsea.

Barack Obama valgte i januar at barbere straffen ned til otte års fængsel, som Chelsea Manning nu har afsonet.

Den 29-årige Manning skal i fremtiden angiveligt bo i sin tantes hjem i Washington-området.

Militæret vil forsøge at beskytte hende imod offentligheden og vil derfor ikke afholde nogen pressekonference eller andet i forbindelse med Chelsea Mannings frigivelse.

Der bliver derfor heller ikke offentliggjort noget nøjagtigt tidspunkt for løsladelsen.

Chelsea Manning har appelleret dommen for spionage og læk af fortroligt materiale, som står ved magt trods den nedsatte straf.

Det lækkede materiale indeholdt blandt andet diplomatiske dokumenter og en videoptagelse af, at amerikansk militær havde nedskudt blandt andet personale fra nyhedsbureauet Reuters i Bagdad i 2007.