Fortsæt til indhold
USA

USA satser på diplomati for at afvæbne Nordkorea

Efter møde mellem Trump og Senatet står det klart, at diplomati er foretrukket i konflikten med Nordkorea.

/ritzau/

Onsdag var hele det amerikanske Senat, det øvre hus i USA's kongres, inviteret til briefing om forholdet til Nordkorea. Meldingen efter mødet er, at USA vil gå diplomatiets vej.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- USA søger stabilitet og en fredelig afvæbning af Nordkoreas atomarsenal. Vi er åbne over for forhandlinger for at nå det mål, skriver USA's udenrigsminister, forsvarsminister og chefen for efterretningstjenesterne i en fælles udtalelse.

Den demokratiske senator Christopher Coons fortalte efterfølgende til pressen, at et militært indgreb også blev diskuteret.

- Det var et alvorligt møde, hvor det blev gjort klart, hvor meget der er tænkt over og planlagt en militær mulighed, hvis det bliver nødvendigt.

- Der blev også redegjort for en diplomatisk strategi, der slog mig som klarsynet og velproportioneret, sagde senatoren.

Spændingerne mellem USA og Nordkorea er øget de seneste uger. Senest har Nordkorea udført yderligere missiltest, mens USA har sendt en flådegruppe mod området.

Sideløbende med mødet sagde en kilde til AFP, at USA overvejer at føje Nordkorea til en liste over lande, som man anser som "sponsorer af terrorisme".

Nordkorea har tidligere optrådt på listen. Landet blev dog fjernet af præsident George W. Bush i 2008.

Iran, Sudan og Syrien er stadig på listen.