Fortsæt til indhold
USA

»Hun ødelægger Tyskland,« sagde Trump om kvinden, som kommer på besøg

Fredag mødes Angela Merkel med Donald Trump for første gang. Pas på håndtrykket, advarer avis.

Da den britiske premierminister, Theresa May, besøgte Donald Trump i januar, fangede kameraerne de to i et øjeblik, som flere medier efterfølgende kaldte »akavet«.

May og Trump gik igennem søjlegangen i Det Hvide Hus, da præsidenten greb Mays hånd, hvorefter de fortsatte hånd i hånd i nogle sekunder. Til sidst klappede Trump med sin ledige hånd på de omfavnende hænder, hvorefter han slap premierministerens hånd.

Og da den japanske premierminister, Shinzo Abe, få uger efter gæstede Det Hvide Hus, holdt Trump Abes hånd i samfulde 19 sekunder, hvor han skiftevis klappede japanerens hånd og rystede den energisk for pressen.

Fredag er det så den tyske kansler Angela Merkels tur. Hun er på sit første officielle besøg hos den nye præsident, og det tyske magasin Spiegel advarer på forhånd Merkel mod Trumps særprægede håndtryk.

»Merkel ved, at hun ikke kommer uden om det fælles smilebillede med Trump. Hun er nu engang forbundskansleren, USA er den vigtigste allierede. Men det må heller ikke være for hjerteligt. Ikke kun fordi hun ikke aftvinge en mand som Trump noget. Men først og fremmest er det valgår, og et flertal af tyskerne ser lamslåede mod Washington, USA's omdømme har lidt et voldsomt knæk her i landet siden valget af Trump. Derfor vil det ikke falde i god jord, hvis kansleren er USA's præsident for nær,« lyder analysen.

Meget er blevet sagt af Donald Trump om den gæst, som han modtager fredag.

I august 2015 kritiserede han i et interview med Time USA for at yde økonomisk støtte til den ukrainske regering i kampene mod oprørerne i det østlige Ukraine, mens andre, nærliggende lande, ifølge Trump ikke løftede en finger.

»Tyskland har lænet sig tilbage, indsamler penge og tjener en formue, med hvad der formentlig er verdens største nulevende leder, Merkel,« sagde Trump, som føjede til, at hun var »fantastisk« og »højt respekteret.«

Angela Merkel og Barack Obama var enige om meget og havde et tæt forhold. Arkivfoto: Markus Schreiber/AP

Samme år bekendtgjorde han dog samtidig på Twitter, at hun »ødelægger Tyskland« med henvisning til landets lempelige asylpolitik, ligesom han kaldte hende »en katastrofal leder.«

Efter at han er blevet valgt som præsident, er ordene blevet en smule mere forsonende. I et interview med den tyske avis Bild i januar lød det:

»Jeg har på fornemmelsen, at hun er en storartet leder. Men jeg mener, at hun har begået en katastrofal fejl ved at lukke alle disse illegale ind i landet.«

Angela Merkel har i vid udstrækning forsøgt at holde den diplomatiske tone, men da valgsejren i november gik til Trump, kunne hun dog ikke dy sig for at snige en slet skjult moralprædiken ind i sin lykønskning.

»Tyskland og USA er forbudne af værdier som demokrati, frihed og respekt for loven og menneskets værdighed, uafhængigt af oprindelse, hudfarve, religion, køn, seksuel orientering eller politiske holdning. Jeg tilbyder USA's næste præsident et tæt samarbejde på basis af disse værdier,« lød det.

Målet med mødet skal først og fremmest være at lægge grunden for et fremtidigt samarbejde, men med sig til Washington bringer Merkel direktørerne for Siemens, Schäffler og BMW, og et af temaerne vil bl.a. være den frie handels store betydning for både Tyskland og USA.