Fortsæt til indhold
USA

Trumps tidligere rådgiver blev betalt klækkelig sum for at holde tale i Rusland

Demokrater mener, der er tale om et brud på forfatningen.

Donald Trumps nu tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, blev betalt omkring 230.000 kroner, da han i december 2015 var i Moskva for at holde tale i forbindelse med fejringen af RT - tidligere kendt som Russia Today - en statsstøttet russisk tv-kanal.

Det skriver Yahoo News, der har fået adgang til et dokument, der stammer fra The House Oversight Committee - et udvalg, som har til opgave at gennemse det amerikanske statsapparat.

Mediet er også kommet i besiddelse af en mail, hvori en ansat hos tv-kanalen skriver:

»Vi vil dække betalingen af General Flynns tale fra vores London-kontor,« lyder det i mailen.

Mailen skulle være sendt til Leading Authorities, der er et bureau, der har række talere i ansat, herunder Michael Flynn, der var under bureauets faner, da han tog til Moskva.

Blandt en række demokrater i den amerikanske kongres menes det, at Flynns ageren skal takseres som et brud på Pentagon-regler, baseret på en klausul i den amerikanske forfatning, der forbyder pensioneret militærpersonale at modtage »rådgivningsgebyr, gaver, rejseudgifter, honorarer eller løn« fra udenlandske regeringer.

»Jeg kan ikke huske noget tidspunkt i vores nations historie, hvor en præsident har udvalgt en national sikkerhedsrådgiver, som har krænket forfatningen ved at acceptere titusindvis af dollars fra en global modstander, der har angrebet vores demokrati,« lyder det angiveligt fra Elijah E. Cummings i et brev. Brevet er sendt til præsident Donald Trump, forsvarsminister James Mattis og FBI-direktør James Comey.

Afsløringerne fra Yahoo News kommer en uge efter, at det kom frem, at Flynn, mens han var ansat af Trump, fik løn fra et hollandsk firma, der er ejet af en politisk allieret til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

I februar gik Michael Flynn af som Trumps nationale sikkerhedsrådgiver. Det skete som konsekvens af, at han havde løjet for Mike Pence, den amerikanske vicepræsident, om kontakt til den russiske ambassadør Sergej Kislyak.