*

USA

Fire omkom i flystyrt i boligområde i Californien

Et mindre fly styrtede mandag ned i to huse i et boligområde i Riverside. Om bord var en familie på fem.

USA

Fire mennesker bekræftes døde, efter at en mindre flyvemaskine mandag styrtede ned i et boligområde i byen Riverside i den amerikanske delstat Californien.

Det oplyser myndighederne i området ifølge CNN.

Flyet, der var af typen Cessna 310, styrtede ned under en kilometer nordøst for lufthavnen i Riverside. Det oplyser Ian Gregor, der er talsmand for de føderale luftfartsmyndigheder.

Flyet var netop lettet fra lufthavnen og havde kurs mod San Jose.

Chefen for brandvæsenet i byen, Michael Moore, oplyser, at flyet havde fem mennesker om bord, da det ramte to huse, der menes at være beboet.

Det er ifølge myndighederne stadig uvist, hvem de omkomne er.

- Vi har ikke været i stand til at afklare, om de var ofre fra boligerne eller fra flyvemaskinen, siger Michael Moore ifølge CNN.

Han tilføjer, at passagererne på flyet var i Californien for at deltage i en konkurrence for cheerleadere.

To voksne og tre teenagere var om bord på flyet, og der er ifølge talsmanden tale om en familie.

En af passagererne - en teenager - blev slynget ud af flyet. Hun er blevet behandlet på det nærmeste hospital for mindre kvæstelser.

Ulykken skete mandag omkring klokken 16.40 lokal tid.

Myndighederne vil nu undersøge, hvad der var årsag til ulykken.

Riverside ligger omkring 85 kilometer sydøst for Los Angeles.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her