Fortsæt til indhold
USA

Journalist afslørede Trump: Fremførte forkerte fakta

Donald Trump var under pres til et hektisk pressemøde.

Donald Trump har gentagne gange beskyldt de amerikanske medier for at bringe alternative kendsgerninger, men torsdag gjorde han sig selv skyldig i selvsamme til et hektisk pressemøde.

Pressemødet varede 77 minutter, hvor Trump blandt andet kritiserede den amerikanske presse, afviste amerikanske forbindelser til Rusland og sagde, at hans valgsejr - gjort op i valgmænd - er den største siden Ronald Reagans.

Men er Trumps påstand sand? Passer det, at valgsejren var den største siden Reagans?

Det valgte NBC-journalisten Peter Alexander at spørge Trump om. Det førte til en udveksling, hvor Trump fremførte forkerte fakta.

»Du sagde, at din valgsejr med 306 valgmænd er den største siden Ronald Reagans. Faktisk vandt Obama med 365 valgmænd i 2008,« nåede journalisten at sige, før Trump brød ind:

»Jeg taler om republikanere,« sagde han.

Men selv om der blot er tale om republikanere, passer det ikke. Som journalisten påpegede, vandt George H.W. Bush præsidentvalget i 1988, efter at have modtaget 426 valgmandsstemmer.

»Den information er givet til mig. Jeg fik den bare, vi havde en meget stor sejsmargen,« svarede Trump til journalistens indvending.

»Jeg tror mit spørgsmål er, hvorfor amerikanerne skal stole på dig, når du beskylder den information, de modtager (fra medierne red.) som værende falsk, når du kommer med oplysninger, der ikke er korrekte?,« spurgte journalisten.

»Jamen, jeg er blevet givet den information. Faktisk har jeg set de oplysninger rundt omkring. Men det var en betydelig sejr, er du enig i det?,« replicerede Trump.

»Du er præsident,« lød journalistens korte svar.

Udvekslingen mellem Trump og journalisten kan ses i nedenstående klip.