Trump angriber medier efter Rusland-historie: »Falske nyheder, nonsens og konspirationer«
CNN, New York Times og andre, der bringer historier om mulige forbindelser mellem Trumps ansatte og Rusland, lyver, siger Trump selv uden at uddybe om hvad.
USA's præsident Donald Trump reagerer på historien om, at medarbejdere i hans stab under valgkampen gentagne gange havde kontakt med ansatte i den russiske efterretningstjeneste.
Det sker, som Donald Trump har det for vane, i en række tweets fra hans Twitter-konto.
»De falske nyhedsmedier går amok med deres konspirationteorier og blinde had. MSNBC og CNN er ulidelige. Fox News er gode!,« skriver Trump.
Det er CNN, som sammen med New York Times har bragt historien om forbindelsen mellem Trumps ansatte og russisk efterretningstjeneste. Og heller ikke New York Times undgår Trumps kritik.
»Information bliver givet ulovligt til svigtende New York Times og The Washington Post fra efterretningstjenesten (NSA og FBI?) Ligesom i Rusland,« skriver Trump, som ikke præciserer hvilke dele af historien, han mener er falsk.
»Den egentlige skandale er, at fortroligt materiale ulovligt bliver videregivet fra "efterretningstjenester" som slik. Meget uamerikansk,« skriver Trump.
Det er endnu uklart, hvilken del af den information, som de to aviser har videregivet, som Donald Trump selv mener, stammer fra efterretningstjenesterne.
En række twitter-brugere, heribland flere journalister, mener, at der er en uoverensstemmelse mellem, at Trump siger, at historien er falsk, mens hans samtidig siger, at information bliver lækket fra efterretningstjenesterne. En af dem er redaktør Scott Bixby, redaktør på mediet The Daily Beast.
Trump mener, at historien, som tirsdag og onsdag har fyldt dagsordenen i amerikanske medier, er et forsøg på at »dække over de mange fejltagelser, som blev foretaget i Hillary Clintons taber-kampagne.«
Præsidentens talsmand, Sean Spicer, sagde tirsdag, at han ingen grund havde til at tro, at historierne om medarbejdernes forbindelse til Rusland var rigtige.
Sagen er nyeste udvikling i en længere affære, hvor Donald Trump og hans stab er blevet beskyldt for at have tættere kontakt til Rusland, end man selv vil indrømme.
Mandag bad Donald Trump således sin nu daværende nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, om at indlevere sin afskedsbegæring.
Det skete efter, at Michael Flynn blev beskyldt for at have løjet over for vicepræsident Mike Pence om indholdet af samtaler, som Flynn havde haft med Ruslands ambassadør i USA i december 2016. Flynn afviste i første omgang, men trak siden i land.