Trump-lejr nægter: Vi har ikke haft kontakt med russerne
Ifølge New York Times har ansatte i Trumps valgkamp talt med russiske efterretningsfolk. Talsmand afviser.
New York Times skrev tirsdag, at nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd oplyser, at medarbejdere i Donald Trumps valgkampagne gentagne gange var i kontakt med russisk efterretningstjeneste.
Talsmand for Det Hvide Hus, Sean Spicer, nægter, akkurat som Donald Trump tidligere gjorde det, da han besvarede lignende beskyldninger.
»Der er intet, som får mig til at konkludere, at noget skulle have ændret sig i forhold til den periode (under valgkampen, red.),« lød Sean Spicers reaktion på historien tirsdag ifølge New York Times.
Ifølge såvel New York Times som CNN kan de amerikanske efterforskere endnu ikke konkludere, at kontakten mellem Donald Trumps kampagnefolk og russisk efterretningstjeneste har handlet om at påvirke valgresultatet.
En af de Trump-medarbejdere, som skulle have haft kontakt til ansatte i den russiske efterretningstjeneste er ifølge de to medier Paul Manafort, som var leder af Donald Trumps valgkamp indtil august 2016.
Paul Manafort selv nægter.
»Det er 100 procent ukorrekt, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de (New York Times og CNN's kilder, red.) inkluderer mig i sådan noget,« siger Paul Manafort ifølge CNN.
Sagen er nyeste udvikling i en længere affære, hvor Donald Trump og hans administration er blevet beskyldt for at have tættere kontakt til Rusland, end man selv vil indrømme.
Mandag bad Donald Trump således sin nu daværende nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, om at indlevere sin afskedsbegæring.
Det skete efter, at Michael Flynn blev beskyldt for at have løjet over for vicepræsident Mike Pence om indholdet af samtaler, Flynn havde haft med Ruslands ambassadør i USA i december 2016. Flynn afviste i første omgang, men trak siden i land.
Ifølge New York Times afhørte FBI Michael Flynn om samtalernes indhold kort efter hans tiltrædelse, altså i slutningen af januar. Dermed har de amerikanske myndigheder kendt til samtalerne i flere uger, inden Michael Flynn fik besked på at gå.
Sean Spicer, talmand for Det Hvide Hus, siger, at præsidenten og hans administration tog sin betænkningstid for at finde ud af, om der var tale om forhold, som skulle behandles juridisk.
»Det Hvide Hus' rådgivere konkluderede, at det var der ikke,« sagde Sean Spicer i den sammenhæng.