Fortsæt til indhold
USA

Medie: Trump smækkede på under samtale med premierminister

Ifølge Washington Post gik det hedt for sig, da Trump diskuterede en flygtningeaftale med den australske premiereminister, Malcolm Turnbull.

En telefonsamtale mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans australske kollega, Malcolm Turnbull, gik ikke helt efter planen.

Hvad der skulle have været en time lang venlig telefonsamtale d. 28. januar, mellem to tæt allierede regeringsledere, endte brat efter blot 25 minutter.

Det skriver Washington Post. Stridspunktet skulle eftersigende være en flygtningeaftale, hvor USA har forpligtet sig til at modtage 1250 flygtninge fra en australsk flygtningelejr.

I samtalen ville den australske premiereminister, Malcolm Turnbull, gerne have bekræftet flygtningeaftalen, men det faldt tydeligvis ikke i god jord hos den amerikanske præsident.

Torsdag skrev han således på det sociale medie Twitter: ”Kan du tro det? Obama-administrationen har indvilget i at modtage tusinder af ulovlige immigranter fra Australien. Hvorfor? Jeg vil undersøge denne stupide aftale!”

På et tidspunkt i telefonsamtalen informerede Trump sin australske kollega, at han den samme dag havde haft fire andre samtaler med andre regeringsledere, bl.a. med den russiske præsident Vladimir Putin, og at denne tog prisen, som klart den værste af dem alle.

Trump havde dagen forinden samtalen med Turnbull underskrevet en midlertidig bekendtgørelse, som forhindrer flygtninge i at få asyl i USA.

Den amerikanske præsident anklagede endvidere Australien for at forsøge at eksportere de næste Boston-terrorister til landet.