Overblik: Her er Team Trump indtil videre
Donald Trump har navngivet flere ministre og centrale embedsmænd. De skal dog først godkendes af Senatet.
Følgende personer er udpeget til nøgleroller i Det Hvide Hus under USA's kommende præsident, Donald Trump:
Nedenstående nomineringer kræver godkendelse af Senatet:
- Betsy DeVos, en forkæmper for friskoler, som får offentlige midler, men som drives privat, og tidligere partileder for Republikanerne i Michigan. Nomineret af Trump til posten som uddannelsesminister.
- Nikki Haley, guvernør i South Carolina. Hun er datter af indiske indvandrere og var tidligt i valgkampen en prominent kritiker af Trump. Hun er nomineret til posten som USA's FN-ambassadør.
- Ben Carson, Donald Trumps tidligere præsidentkandidatrival og pensioneret hjernekirurg. Nomineret til posten som minister med ansvar for bolig og byudvikling.
- Mike Pompeo, kongresmedlem fra Kansas og tidligere officer i hæren. Han var en skarp kritiker af Hillary Clinton under Kongressens undersøgelse af angrebet på USA's konsulat i Benghazi, Libyen, i 2012. Han er nomineret til posten som chef for efterretningstjenesten CIA.
- Jeff Sessions, senator og tidligere statsadvokat fra Alabama. Han er kendt for at ønske en meget hårdere kurs over for illegale indvandrere. Han er modstander af homoægteskaber og en indædt modstander af abort. Han er nomineret til posten som justitsminister.
- James Mattis, tidligere general, der blandt andet stod i spidsen for de amerikanske tropper under invasionen i Irak i 2003. Han er kendt for at være en hård kritiker af Obama-administrationen. Han er nomineret til posten som USA's forsvarsminister.
- Steven Mnuchin, begyndte sin karriere ved Goldman Sachs, før han oprettede sin egen hedgefond. Var finansansvarlig under Donald Trumps valgkamp. Donald Trump har udpeget Mnuchin som sin kommende finansminister.
- Wilbur Ross, investeringsmand. Ross er blandt andet kendt for at sige, at USA må løsrive sig fra dårlige handelsaftaler. Donald Trump har valgt Wilbur Ross som sin handelsminister.
- Nedenstående poster er sikret:
- Michael Flynn, pensioneret general og tidligere chef for det amerikanske forsvars efterretningstjeneste, DIA. Bliver Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.
- Reince Priebus, formand for Republikanernes Nationale Komité. Bliver stabschef i Det Hvide Hus.
- Steve Bannon, chef for Trumps valgkampagne og tidligere leder af det ultrakonservative onlinemedie Breitbart News. Bliver Trumps chefstrateg og seniorrådgiver.
Kilder: Presidential Transition Team, The Wall Street Journal, The Washington Post og The New York Times.