Fortsæt til indhold
USA

Amerikansk borgmester træder tilbage efter støtte til "abe i høje hæle"-kommentar om Michelle Obama

En støtteerklæring på Facebook koster nu en borgmester i West Virginia jobbet. Efter en mediestorm indgav Beverly Whaling tirsdag sin opsigelse.

Borgmesteren i Clay County i West Virginia, Beverly Whaling, har måttet fratræde sin stilling, da hun på Facebook støttede et opslag, hvori USA's nuværende førstedame, Michelle Obama, blev kaldt for »en abe i høje hæle.«

I statusopdateringen skrevet af Pamela Ramsey Taylor, der er mellemleder i en offentligt ejet virksomhed, lød det:

»Det bliver forfriskende at få en præsentabel, smuk, værdig førstedame i Det Hvide Hus. Jeg er træt af at se på en abe i høje hæle.«

Beverly Whaling kommenterede herefter opslaget med ordene:

»Der reddede du lige min dag, Pam.«

Opslaget og kommentaren af borgmesteren gik hurtigt viralt, men begge kvinder fjernede herefter opslaget og deres profiler fra Facebook. Derfor eksisterer opslaget kun i form af screenshots. Foto: Screenshot fra Facebook

Beverly Whaling har efterfølgende undskyldt sin kommentar, som, hun siger, er blevet misforstået.

»Min kommentar skulle slet ikke opfattes racistisk. Jeg hentydede til, at min dag blev reddet på grund af skiftet i Det Hvide Hus,« siger Beverly Whaling ifølge tv-stationen WCHS-TV.

Men tirsdag aften dansk tid indgav hun så sin opsigelse.

Sagen har over flere dage vokset sig stor i USA, hvor medier som Washington Post, New York Times, nyhedsbureauet AP og TIME har nævnt den.

Kvinden bag statusopdateringen, Pamela Ramsey Taylor, har også været i heftig modvind, siden opslaget nåede ud til offentligheden. Ifølge den lokale tv-station WCHS-TV er hun blevet sendt på orlov, og der er startet en underskriftsindsamling, hvor omkring 150.000 amerikanere har skrevet under på, at hun skal fyres.

Begge kvinder har efter episoden slettet deres opslag og deres profiler på Facebook.