Trump: Hillary Clintons plan for Syrien vil starte tredje verdenskrig

Clinton vil indføre et flyveforbud over Syrien, som ifølge Donald Trump kan sætte USA på kollisionskurs med Rusland.

Artiklens øverste billede
Hillary Clintons bebudede flyveforbud har givet anledning til bekymring blandt militære eksperter. Foto: Saul Loeb/AP

Hillary Clintons forhold til den russiske præsident Vladimir Putin kan blive så dårligt, at de to lande ender i regulær krig.

Det siger Clintons modkandidat, Donald Trump, ifølge The Guardian i et længere interview om amerikansk udenrigspolitik.

»Balladen om Syrien vil ende med tredje verdenskrig, hvis vi lytter til Hillary Clinton,« siger Donald Trump.

Det er Hillary Clintons flyveforbud over Syrien og indførelse af "sikre zoner" på landjorden, der generer Donald Trump.

Militæreksperter har peget på, at et sådant forbud - hvor amerikanske fly patruljerer og sørger for, at ingen flyver ind i forbudszonerne - vil sætte USA's piloter på kollisionskurs med russiske kampfly.

En militærekspert har endda fortalt The Guardian, at det vil blive »katastrofalt«, hvis Hillary Clinton vil håndhæve et sådant flyveforbud i praksis.

I det seneste interview forklarer Donald Trump også, at han mener, at det er vigtigere at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien, end det er at få præsident Bashar al-Assad til at træde tilbage.

Der er valgdag i USA den 8. november - om under to uger - og stadig flere medier er begyndt allerede at kåre Hillary Clinton som den sandsynlige vinder af en ellers historisk uforudsigelig valgkamp.

På nationalt plan viser et gennemsnit af målinger ifølge Real Clear Politics et forspring på godt seks procentpoint til Clinton. Men udsvingene er store. Nogle målinger varsler dødt løb mellem Trump og Clinton, mens andre giver Clinton en sikker sejr. Senest ABC News, der viser et forspring til Clinton på 12 pct., 50 mod 38.

Tidligere i denne uge kritiserede Donald Trump mange amerikanske medier for at holde med Demokraternes præsidentkandidat og påstod, at medierne og demokraterne lavede falske meningsmålinger, som skulle skræmme Trumps tilhængere fra at stemme.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen