Komiker anklages for racisme efter Beyonce-parodi
En efterligning af Beyonces musikvideo til sangen "Formation" har fået kritikken til at hagle ned over den amerikanske komiker Amy Schumer.
En video med komikeren Amy Schumer og skuespillerinden Goldie Hawn, der danser i en jungle til sangen "Formation" af Beyonce har fået brugere på sociale medier til at kritisere Amy Schumer i hårde vendinger.
I videoen, der blev offentliggjort på musiktjenesten Tidal, forsøger Schumer og Goldie Hawn at efterligne Beyonces koreografi, men det er særdeles upassende mener flere, da videoen har »stor kulturel betydning for mørke kvinder.«
»Amy Schumer lavede en parodi på Formation, der er en sang om sorte kvinders udvikling, sammen med en masse andre hvide kvinder. Sikke et rod,« skriver en bruger.
En anden skriver, at »der ikke er nogen mulige undskyldninger for, at Amy Schumer ikke kender til den kulturelle betydning af Formation for sorte kvinde. Jeg håber, det skader hendes karriere.«
De mange negative kommentarer på Twitter blev hurtigt overført til Youtube også, hvor videoen nu har over 9.000 negative tilkendegivelser.
De kritiske kommentarer fik Schumer til tasterne, da hun sammen med et billede af hende selv i undertøj på Instagram skrev, »Man ved, at man er den kælling, når man forårsager al den omtale. Tak for den eksklusive offentliggørelse Tidal. Vi havde det så sjovt, da vi lavede denne hyldest. Kærlighed til alle inspirerende kvinder.«
Schumers video blev filmet på Hawaii, hvor Schumer og Goldie Hawn er ved at indspille en ny komediefilm.
Sangen "Formation" er en del af Beyonces Lemonade Visual album, som indeholder referencer til bevægelsen "Black Lives Matter".
Se Schumers omdiskuterede video her.