Fortsæt til indhold
USA

Videnskabsmænd advarer amerikanerne og verden mod Donald Trump

Den republikanske præsidentkandidats holdning til klimaet kan være katastrofal for klimaet og for USA, lyder budskabet i et åbent brev.

375 førende forskere fra hele verden har underskrevet et åbent brev, hvor de på det kraftigste advarer amerikanerne imod at stemme på Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg den 8. november.

Det er medlemmer af U.S. Academy of Science, der har underskrevet brevet. Det inkluderer blandt andet den verdensberømte astrofysiker Stephen Hawking og 30 nobelprismodtagere.

Brevet kritiserer Trumps holdning til klimaet og hans afvisninger af de menneskeskabte klimaforandringer dog uden at nævne Trump ved navns nævnelse. Brevet nøjes med at referere til 'den republikanske præsidentkandidat' og nogle af hans udtalelser om klimasituationen.

Der er hele vejen igennem en slet skjult henvisning til Donald Trump, der flere gange i løbet sin valgkamp har proklameret, at han vil have USA ud af den klimaaftale, som alle verdens lande indgik i december 2015 i Paris.

Den dengang historiske klimaaftale blev beskrevet som et stort og vigtigt skridt imod at sikre jorden mod menneskeskabte klimaforandringer.

Derfor mener de 375 forskere, at en amerikansk udmeldelse fra klimaaftalen ville være en meget, meget dårlig beslutning for klimaet, resten af verden og for USA. I brevet står der blandt andet:

»Et 'Parexit' (en amerikansk udmeldelse af Paris-aftalen, red.) vil sende et klar signal til resten af verden: USA er ligeglade med globale menneskeskabte klimaproblemer. I må klare jer selv.«

Hvis Trump bliver valgt og får sit lovede 'Parxit', vil det ifølge forskerne gøre det meget svært at udvikle effektive globale strategier, som vil kunne sørge for en tilpasning og en formindskelse af klimaforandringerne.

Derudover vil en amerikansk udmeldelse have langvarige konsekvenser for klimaet og den amerikanske troværdighed.

Ifølge forskerne vil et 'Parxit' gøre stor skade på USA's internationale renomé. I brevet skriver de, at det vil være mindre sandsynligt, at USA vil kunne bevare sin globale lederrolle, politisk, økonomisk og moralsk. »Vi ikke råde til at krydse den skillelinje,« lyder det i brevet.

Står det til forskerne, kan og skal USA indtage en stor afgørende rolle i at udvikle løsninger på den CO2-udledning, som hele verden kæmper med. Forskerne tror på, at de lande, der kan finde de bedste løsninger på drivhusgasproblemet, vil være økonomisk førende i det 21. århundrede.