Paradisøer er ramt af zikavirus
Østaten Bahamas er nu føjet til de amerikanske myndigheders liste over steder, hvor der er risiko for at blive smittet med zikavirus.
For tre uger siden konstaterede myndighederne i Bahamas det første tilfælde af zikavirus på øen New Providence Island, hvor hovedstaden Nassau ligger.
Og nu har den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention, CDC, tilføjet den caribiske stat med 700 småøer til listen over lande, hvor den myggebårne virus spredes aktivt.
Listen tæller i forvejen det meste af Sydamerika, Mellemamerika, Mexico, en række lande i Stillehavsregionen, Kap Verde i Afrika, Caribien og to områder i Miami i den amerikanske stat Florida.
Den nærmeste af Bahamas-øerne ligger blot 80 kilometer fra Florida. Og situationen vækker opsigt, da de fleste af det årlige antal på fem til seks millioner turister på Bahamas er amerikanere.
Efter fundet af zikavirus på Bahamas opfordrer CDC rejsende til at tage ekstra forholdsregler for at undgå smitte. Det gælder blandt andet om at iklæde sig bukser, lange ærmer og bruge myggespray eller andre midler, der frastøder insekter.
Eftersom at zikavirus også kan overføres seksuelt, opfordrer de amerikanske myndigheder rejsende til at beskytte sig med kondom eller helt at undgå sex på Bahamas-øerne.
Gravide kvinder opfordres desuden til at undgå besøg i de områder, hvor man ved, at zikavirus spredes. Det skyldes at virusset menes at forårsage alvorlige misdannelser på fostre.
Herhjemme skriver Statens Serum Institut, at man siden oktober 2015 har noteret en ”ophobning” dels af medfødt mikrokefali, det vil sige for lille hovedudvikling, og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte, i visse lande, hvor der er udbredt zikavirus-transmission.