Hillarys kur mod Trump: Kærlighed
Tidligere studenteraktivist, børneadvokat, guvernørfrue, førstedame, senator og udenrigsminister, 68-årige Hillary Clinton, er klar til tre måneders kamp mod Donald
Philadelphia
Med sit livs vigtigste tale i Philadelphia accepterede Hillary Clinton tidligt fredag morgen dansk tid Demokraternes nominering som den første kvindelige præsidentkandidat for et større parti i USA's historie.
Klædt helt i hvidt foran tusindvis af demokrater, der overdøvede spredte, men gentagne og højlydte protester med taktfaste Hillary og USA råb, lagde veteranen i amerikansk politik vægt på, at USA er stærkest, når folk står sammen.
Brusende og medrivende taler har aldrig hørt til Clintons spidstalenter, men foran et entusiastisk publikum viste hun humør og en personlig side, som mange ofte har efterlyst, når de har kaldt hende for falsk og for USA's mest berømte og mindst kendte kvinde.
Hun blev introduceret af sin 36-årige datter, Chelsea, der ugen efter veninden Ivanka Trumps præsentation af sin far fik æren af at introducere sin mor. Chelseas rolle var at vise mennesket bag politikeren Clinton.
»Min mor er drevet af en indædt retfærdighedssans og af et hjerte fuld af kærlighed,« sagde Chelsea og fortsatte, at hendes mor ønsker at give alle børn i USA tryghed og en følelse af at være værdsat.
Foran de græsrødder, der i de kommende tre måneder skal stemme dørklokker i 50 stater for at skaffe vælgere, foretog præsidentkandidaten en fin balancegang mellem at male en positiv vision for USA og at kritisere modstanderen Donald Trumps sortsyn og menneskesyn.
Med eksempler fra Trumps eget arsenal af slogans og udtalelser forsøgte hun at illustrere, hvorfor hun ikke finder ham egnet til at blive USA’s præsident.
»En mand, man kan tirre med en tweet, er ikke en mand, man med tillid kan overdrage koderne til USA's atomarsenal,« sagde Clinton og opremsede en række af Trumps mere nedrige kommentarer om kvinder, mexicanere og muslimer.
»Hvad Donald Trump ikke forstår er, at Amerika er stort, fordi Amerika er godt,« sagde hun.
Clinton anerkendte i talen, at der er masser af problemer i USA, og at mange har god grund til at være vrede. Men løsningen er ikke at lade sig drive af frygt og had eller at tro på en stærk mand, fastslog hun og henviste til Franklin D. Roosevelts ord fra sin indsættelsestale i 1933, da han sagde, at det eneste, man skal frygte, er frygten selv.
»Stærkere sammen er ikke bare et valgslogan. Det er en ledestjerne for vores nation,« sagde hun og advarede mod at lytte til folk som Donald Trump, der lover ene mand at løse alle problemer.
Trump vil bringe USA i splid med resten af verden og føre til splittelse indbyrdes for amerikanerne, advarede hun. Eller som hun udtrykte det, han har taget det republikanske parti en lang vej fra morgen i Amerika til midnat i Amerika.
»Vi vil ikke bygge en mur, vi vil opbygge en økonomi, hvor alle, der vil have et, kan få et job, hvor millioner af udlændinge kan få en vej til statsborgerskab.«
Clinton så fremad og fremlagde en række ideer for fremtiden. Hvis hun vinder, vil hun kort efter sin indsættelse iværksætte det største investeringsprogram siden Anden Verdenskrig for at skaffe jobs inden bl.a. vedvarende energi.
Hun vil kæmpe for højere lønninger, for hjælp til dem, som er ladt i stikken under opsvinget siden finanskrisen, hun vil have pengene ud af politik, kæmpe mod klimaforandringer og ikke smide illegale indvandrere ud, når de bidrager til økonomien.
Sammen med Bernie Sanders vil hun arbejde for at gøre nogle universiteter gratis og at hjælpe unge af med deres studielån.
»Men vi har stadig dybe problemer. Mange føler, at økonomien ikke virker for dem, og de er frustrerede. Og de har ret. Vi demokrater er arbejdernes parti. Men vi har ikke gjort nok for at gøre noget for at hjælpe alle«
Samtidig hyldede hun præsident Obama og vicepræsident Joe Biden og beklagede, at de ikke har fået æren for at redde USA fra kollaps efter finanskrisen.
»Der er skabt 15 mio. jobs, 20 mio. har fået sygesikring og dette har været det bedste år for bilindustrien.«
Lige før tusinder af balloner blev løsladt fra loftet og dalede ned over ellevilde tilhængere, lovede Hillary Clinton at være præsident for alle amerikanere, også dem, der ikke stemte på hende.
Og hun hyldede det som et historisk øjeblik for alle små piger og bedstemødre, at en kvinde nu sår til at blive leder af verdens supermagt.
»Når der ikke mere er noget loft, sætter kun himlen grænser,« sagde hun.
Talen blev vel modtaget. 40-årige Melissa McCormack fra New York kaldte den historisk og inspirerende.
»Jeg var glad for, at hun fremlagde en plan og at hun stillede fællesskabet op mod ideen om at bygge en mur. Hun viste både personlig varme og vilje til at få noget udrettet. Og så var det på høje tid, at vi får en kvindelig præsident. Det vil betyde meget for alle pigers syn på verden.«
Billederne herunder er fra konventet.