Donald Trump: Black Lives Matter-kampagnen skaber raceuro
Donald Trump fortæller, at det amerikanske system også har svigtet ham, men at Black Lives Matter-kampagnen gør mere skade end gavn.
Donald Trump forstår godt, hvorfor sorte i USA er frustrerede over, at systemet er imod dem. Han har nemlig på egen krop oplevet et system, der heller ikke ville ham det bedste.
Det fortalte han under et interview med Fox News i kølvandet på den uro, der lige nu hærger USA, efter politiet skød og dræbte to sorte mænd ved navn Alton Sterling og Philando Castile i henholdsvis Minnesota og Louisiana og en sort mand skød og dræbte fem politimænd i Dallas, Texas.
Til Fox News' vært Bill O'Reilly udtalte Trump:
»Jeg har sagt, at selv mod mig er systemet manipuleret. Da jeg besluttede mig for at forsøge at blive præsidentkandidat, så jeg, hvad der sker i systemet, og det er manipuleret. Så jeg kan i høj grad relatere til det.«
Det er ikke klart, hvilket system Trump refererer til, men over hele USA finder der i disse dage demonstrationer sted mod politisystemets vold mod sorte.
Det er bl.a. bevægelsen »Black Lives Matter,« der har sat fokus på racisme og vold mod sorte i dele af det amerikanske politisystem, og demonstrationerne har også spredt sig til Europa, hvor der bl.a. har været flere protester rundt omkring i Storbritannien.
Bevægelsen er blevet kritiseret for kun at fokusere på sorte liv. Det har startet en modbevægelse, hvor modstandere af Black Lives Matter-kampagnen bruger modsvaret »All Lives Matter.«
Og mens Donald Trump udtrykker, at de to seneste drab på Alton Sterling og Philando Castile var både »forfærdeligt« og »ulækkert,« så mener han heller ikke, at Black Lives Matter-kampagnen er den rette måde at løse problemet med politivold på.
Trump mener, at både Black Lives Matter og Barack Obama er skyld i den raceopdeling, der eksisterer i USA.
»Jeg synes bestemt, at det (udtrykket Black Lives Matter, red.) skaber meget splid, og at de (Black Lives Matter-kampagnen, red.) gør skade på dem selv. Første gang jeg hørte begrebet, sagde jeg: Du må lave sjov. Jeg synes, det er et meget, meget, meget splittende begreb. Det er der ingen tvivl om,« udtalte Trump i et interview med Fox News.
Tirsdag udtalte Trump i øvrigt på et møde i delstaten Indiana, at politiet er den bedste del af USA.
»Politiet er ikke bare en del af vores samfund. Politiet er den bedste del af vores samfund. Det må vi huske. Det repræsenterer vores højeste idealer, vores største værdier og vores mest noble karakteristika,« sagde han.
Udtalelserne falder nogenlunde samtidig med, at Donald Trump har afvist at tale på et konvent for en af USA's ældste borgerrettighedsbevægelser National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) i næste uge. Flere republikanske kandidater har tidligere deltaget, og Hillary Clinton skal tale for organisationen mandag, skriver The Guardian.