USA-kender: »Det er sjældent, at vi ser Trump så afdæmpet, fattet og samlende«
Anders Agner, der er ekspert i amerikansk politik og USA-kender, vurderer, at Donald Trump viser mere statsmandskarakter i en ny video, hvor han taler om politidrabene i Dallas.
»Jeg blev lidt overrasket, da jeg så videoen. Det er sjældent, at vi ser Trump så afdæmpet, fattet og samlende,« bemærker Anders Agner, der er USA-kender og redaktør på Kongressen.com.
»Det plejer ikke at være Trumps linje at appellere til fred, fordragelighed og forsoning. Tværtimod,« fortsætter han.
Med overskriften ”Make America Safe Again” har Donald Trump uploadet en video på sin Facebook-side, der virker mere alvorlig og »mere statsmandsagtig,« lyder det fra Anders Agner.
Se videoen her:
»Et brutalt angreb på vores politi er et brutalt angreb på vores land og vores familier,« siger Donald Trump bl.a. i videoen og fortsætter:
»Vi må stå sammen i solidaritet og retshåndhævelse, som vi må huske, er det, der adskiller civilisation fra totalt kaos. Alle amerikanere har ret til at leve i sikkerhed og fred.«
Anders Agner lægger især mærke til den mere forsamlende linje fra Trump.
»Tidligere har han været mere spontan og improviserende. Det her virker mere gennemtænkt,« fortæller han.
»Det er en Donald Trump, der tydeligvis læser fra en teleprompter, det plejer han ikke at gøre. Vi ser en Donald Trump, der signalerer alvor og forfærdelse,« tilføjer han.
Noget tyder på, at Donald Trump har lært lektien, lyder forklaringen fra Anders Agner. Han peger bl.a. på det uføre, som Donald Trump kom i hos sine partifæller, da han lavede flere uheldige meldinger på Twitter efter angrebet i Orlando.
Bl.a. med et tweet hvor Donald Trump skrev, "jeg havde ret".
Se tweetet her:
»Det, der også gør videoen interessant, er måden, han forsøger at række ud til de sorte på,« fortæller Anders Agner ydereligere om videoen.
I videoen udtaler Donald Trump nemlig, at: »Alton Sterlings død i Louisiana og Philando Castiles i Minnesota, gør det klart, hvor meget vi må arbejde på, at alle amerikanere føler, at deres sikkerhed er beskyttet.«
Derudover handler budskaberne generelt om sikkerhed, tryghed og respekt omkring det amerikanske politi.
Altså klassiske republikanske dyder, vurderer Anders Agner. Derfor ser han også videoen som et interessant ståsted for det Republikanske Parti fremadrettet.
»Nu er det spændende, om partiet generelt samles om den linje, som Trump lægger, eller om de ryger i totterne på hinanden. Med baggrund i det, han melder ud i videoen, er der meget, der kunne tale for, at der vil være mere enighed i partiet,« vurderer han.
»Det må vi se over de næste par dag frem mod konventet,« siger han og henviser til det republikanske konvent, der starter i Cleveland om ni dage, fra d. 18. juli.
Jyllands-Postens tv-program "Det Ovale Kontor" om det amerikanske valg sender hver dag live fra konventet.