Fortsæt til indhold
USA

Trump graver nyt skyts frem i valgkampen: Familien Clintons skandaler fra 1990'erne

Seksuelle overgreb, bestikkelse og embedsmisbrug. Nu genopliver Trump beskyldningerne, som familien Clinton havde lagt bag sig.

Whitewater, Monica Lewinsky, Travelgate og Filegate. Først var det navnene på skandaler fra Bill Clintons turbulente præsidentperiode i 90'erne - men nu gør Donald Trump klar til at hive dem op af sit våbenarsenal i kampen mod ekspræsidentens kone Hillary Clinton.

Den tidligere præsidents fejl kan nemlig smitte af på hendes dømmekraft, hvis hun skulle blive den næste præsident, synes budskabet at være.

I en video på det sociale medie Instagram lagde Donald Trump f.eks. mandag en video op, hvor sort-hvide billeder af Bill Clinton med en cigar i munden akkompagneres af grådkvalte stemmer fra de to kvinder, der under hans præsidentperiode beskyldte ham for seksuelle overgreb. Til sidst klippes der til et billede af Hillary Clinton, der griner side om side med sin mand, mens hvide bogstaver toner frem på skærmen med et spørgsmål:

»HERE WE GO AGAIN?«

Siden har den håbefulde præsidentkandidat tirsdag antydet, at familien Clinton havde en finger med i spillet, da en af deres tætte venner, som også arbejdede i Det Hvide Hus, begik selvmord. Og onsdag fik hans talsperson ved en fejl informeret magasinet Politico om næste skridt i kampen: Whitewater. Det skriver Politico og flere andre medier, hvilket uagtet også har genoplivet skandalen på Twitter. Her er over 4.000 tweets indtil videre blevet skrevet om det.

Politico har fået indsigt i en mailkorrespondance mellem Donald Trumps kampagnerådgiver Michael Caputo og talsperson Hope Hicks. I mailen til Hope Hicks bad Michael Caputo hende om at grave så meget information frem om Whitewater-skandalen som muligt, så det kunne bruges mod Hillary Clinton senere på eftermiddagen. Men da Hope Hicks ville svare ham, kom hun i stedet til at sende korrespondancen til en anden Caputo. Nemlig Marc Caputo, journalist ved Politico.

Whitewater-sagen stod på fra 1994 til 2000, hvor både kongreskomiteer og en undersøgelsesdomstol undersøgte, om Bill og Hillary Clinton igennem 70'erne og 80'erne havde gjort sig skyldige i bestikkelse, bedrageri og embedsmisbrug i forbindelse med et fejlslagent byggeprojekt i Whitewater, Arkansas.

De tidligere skandaler benytter Donald Trump sig nu af til at sætte dem i forbindelse med de skandaler, der har omgærdet Hillary Clintons politiske virke de senere år, heriblandt Benghazi-sagen, der så fire amerikanere blive dræbt i USA's konsulat i Benghazi, Libyen, i 2012, og så den verserende sag om hendes personlige mailkonto.

»Hvad enten det er Whitewater, Benghazi eller Vince, så har det altid været noget rod med hende,« sagde Donald Trump for nyligt om Hillary Clinton i et interview til Washington Post.

Donald Trump har også over for Washington Post været ærlig om, at han ville gå hårdt til sin demokratiske modkandidat i kampen om præsidentposten, hvis det bliver nødvendigt - og Clintons lejr altså også kaster skyts efter ham.

»De har sagt ting om mig, som har været meget slemme. Og jeg har ikke lyst til at spille det spil. Men så længe de gør sådan, du ved, så vil jeg spille på nøjagtigt det niveau, jeg bliver nødt til. Det tror jeg, at jeg har bevist,« har han sagt til Washington Post.

I løbet af primærvalgene - som endnu ikke er afgjort, men som Donald Trump og Hillary Clinton på hver sin side formodes at vinde - er Donald Trump også gået personligt efter sine republikanske modkandidater. Ted Cruz fik f.eks. tilnavnet "løgneren Ted", og Donald Trump truede på sociale medier med at bringe den republikanske senators kone ind i valgkampen.

Da Hillary Clinton for en uge siden af CNN blev spurgt, om hun nogensinde havde behov for at forsvare sin eller sin mands ære over for Donald Trump, svarede hun prompte nej.

»Jeg ved, at det er nøjagtigt, hvad han fisker efter, og jeg har ikke tænkt mig at svare på det,« sagde hun.