Manden bag »Mad Max« skal rejse en milliard dollars for Donald Trump
Tidligere tilhænger af Demokraterne, producer i Hollywood og bankmand fra Wall Street Steven Mnuchin skal være Donald Trumps nye chef for fundraising.
Donald Trump har offentliggjort navnet på den mand, der skal hjælpe ham med at indsamle omkring en mia. dollars til at føre præsidentkampagne.
Navnet er Steven Mnuchin, og det er ikke et ukendt navn blandt USA's elite.
Mnuchin er tidligere bankmand fra Goldman Sachs, hvor han i sin tid tjente en formue. Senere hen er han blevet med-direktør for investeringsfirmaet Dune Capital Management.
Og nu bliver han altså også ansvarlig for at finde midlerne, der skal bringe Trump hele vejen til Det Hvide Hus.
Det skriver New York Times.
Ifølge det amerikanske medie har Mnuchin og Trump været venner i flere år, men der har til tider været kold luft mellem de to, og Mnuchins tidligere politiske holdninger og hans arbejdsliv gør ham til et noget kontroversielt valg som chef for fundraising.
For det første har Trump tidligere angrebet Mnuchins investeringsfirma. I 2008 lagde han sag an mod det på grund af en stridighed om et byggeri, og Trump har også flere gange angrebet Mnuchins tidligere arbejdsplads Goldman Sachs under primærvalgkampene.
Mnuchin har før støttet Hillary Clinton økonomisk, men i 2012 støttede han Republikanernes Mitt Romney. Romney har til gengæld fordømt Trump som præsidentkandidat.
Dog mener Mnuchin selv, at hans utraditionelle baggrund er grunden til, at Trump har valgt ham.
»Jeg er ikke en traditionel fundraiser. Jeg tror, det var en del af den appel, jeg havde for Donald. Jeg har givet til Demokraterne før. Jeg har altid svoret til at støtte den bedste kandidat på det givne tidspunkt,« har han udtalt til New York Times.
Ifølge Los Angeles Times var Mnuchin i sin tid i Goldman Sachs involveret i salget af risikofyldte låne-pakker, der som bekendt var med til at drive verdensøkonomien ind i en global recession tilbage i 2008.
Han har desuden tjent en formue på et særligt smuthul i den finansielle lovgivning, som Trump har svoret, at han vil lave om på.
Mnuchins tætte bånd til Wall Street er dog ikke noget, han lægger skjul på, selv om Trump gang på gang har beskyldt den finansielle sektor for at have for meget magt over hans modstandere.
»Jeg vil ikke på nogen måde tage afstand fra Wall Street. Jeg har mange gode venner på Wall Street,« har den nye fundraising-chef udtalt til New York Times.
Men til Los Angeles Times udtaler han, at han dog ikke planlægger at rejse penge med specielle interesser knyttet til dem. Han og Trump håber at finde donorer fra en bred gruppe mennesker.
»Vi er ikke ude på at rejse penge fra interessegrupper. Han (Trump, red.) har været konsekvent på det punkt,« har Mnuchin fortalt Los Angeles Times.
Trump har startet en borgerkrig i sit eget parti
Hvor de en mia. dollars specifikt skal findes, fortæller Mnuchin dog ikke.
Ved sidste præsidentvalg lykkedes det bl.a. Barack Obama at rejse over en mia. dollars - dengang med hjælp fra daværende fundraiser-chef og nuværende ambassadør i Danmark Rufus Gifford.
Og noget kunne måske tyde på, at Donald Trump har set på Rufus Gifford, der blev kaldt »Obamas gulddreng« og tænkt, at han selv ville finde en lignende kandidat.
I hvert fald har Gifford og Mnuchin én ting til fælles: Hollywood.
Mens Rufus Gifford er tidligere manuskriptforfatter, har Steven Mnuchin også en fortid i filmbranchen, hvor han bl.a. har været med til at producere film som »Mad Max: Fury Road« og »American Sniper,« skriver New York Times.
Nu vender Mnuchin dog snuden mod politisk fundraising, og trods fornærmelser og tidligere kold luft mellem ham og Trump lagde han selv særligt vægt på hans venskab til Republikanernes formodede præsidentkandidat i et interview med New York Times:
»Jeg var der i starten, da han (Trump, red.) besluttede sig for at stille op som præsidentkandidat, og jeg har været en støtte og stille rådgiver bag rampelyset. Jeg takkede ja til jobbet på stedet.«