Fortsæt til indhold
USA

McCain: Trump som præsidentkandidat kan gøre det til mit livs valg

John McCain er en af mange, der skal genvælges som senator til november. Men Trump som Republikanernes præsidentkandidat kan besværliggøre valget - og i værste tilfælde kan partiet miste sit flertal, fortæller ekspert.

»Hvis Donald Trump er på toppen af stemmesedlen, kan det her meget muligt blive mit livs valg.«

Sådan udtalte John McCain sig for nyligt ifølge en lækket lydoptagelse fra et lukket møde, som det amerikanske medie Politico er kommet i besiddelse af.

John McCain, der er tidligere præsidentkandidat for Republikanerne og nuværende senator i delstaten Arizona, står til genvalg til Senatet 8. november 2016 - samme dag som præsidentvalget. Her skal amerikanerne også stemme om en tredjedel af sæderne i Senatet og alle sæderne i Repræsentanternes Hus.

Og når en senator som McCain melder, at det bliver svært for ham at blive genvalgt med Trump som præsidentkandidat, må det være alvorligt, mener Anders Agner, der er redaktør på Kongressen.com.

»Det burde været et forholdsvis simpelt genvalg for McCain. Han er en stor stjerne i partiet og har været senator i mange år. Noget tyder dog på, at det kan blive svært for ham at blive genvalgt med Trump som præsidentkandidat, fordi der er så mange latino-vælgere i Arizona, der ikke vil støtte op om Trump,« siger Anders Agner.

Han forklarer, at problematikken for McCain rammer ned i en større krise i partiet.

Senest har bl.a. Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus, meddelt, at han ikke kan støtte Trump som præsidentkandidat. Det samme har de tidligere præsidenter George W. Bush og hans far George H.W. Bush.

Det er ledelsens mareridt, der er ved at blive til virkelighed.
Anders Agner, redaktør på Kongressen.com

Men den dybfølte afstand til Donald Trump som præsidentkandidat bunder ikke kun i, at andre ledere i det Republikanske parti ikke kan forene sig med Trumps holdninger, fortæller Anders Agner.

Det handler i lige så høj grad om det flertal, som partiet har haft i henholdsvis Repræsentanternes Hus siden 2010 og i Senatet siden 2014, og som har været grunden til, at Republikanerne har kunne sætte en stopper for en del af Obamas og Demokraternes politiske dagsorden.

»Målinger viser nu, at der er en reel risiko for, at Republikanerne mister flertallet både i Senatet og i Repræsentanternes Hus med Trump som præsidentkandidat. Grundlaget for det er, at mere moderate Republikanere vil blive stillet ansvarlige for Trumps meget bombastiske linje, hvilket kan skræmme nogle vælgere væk,« siger Anders Agner.

Elefanten må sluge kamelen: Trump knuste Cruz

Han uddyber, at kandidater til senatorposter og sæder i Repræsentanternes Hus vil stå i et dilemma om, hvorvidt de skal sikre deres eget genvalg ved at tage afstand fra Trump - eller om de skal stille sig bag ham og miste vælgere.

»Det er ledelsens mareridt, der er ved at blive til virkelighed. Det værst tænkelige scenarie er, at man vågner om morgenen den 9. november og ikke blot har tabt præsidentvalget, hvilket man måske godt vidste, der var en risiko for, men også har tabt flertallet både i Senatet og Repræsentanternes Hus,« siger Anders Agner.

Særligt Paul Ryans afvisning af at støtte op om Trump som præsidentkandidat har overrasket hovedpersonen selv, skriver The Guardian.

Men Paul Ryan står i samme dilemma som John McCain, fortæller Anders Agner. Ryan skal nemlig overveje, hvordan partiet sikrer sig, at det stadig har en stærk base på Capitol Hill efter den 8. november.

»Det Republikanske bagland kan godt huske de første to år med Obama som præsident og med Demokraternes flertal. Det var ikke gode tider for Republikanerne. Hvis Hillary Clinton bliver præsident og kommer til at stå med lige så gode kort på hånden, kan hun få gennemført ting på en helt anden skala. Det er det, Republikanerne frygter,« siger han.