Fortsæt til indhold
USA

Nu skal der ske »noget grotesk« for at Trump ikke bliver præsidentkandidat

Donald Trumps sidste modstander, John Kasich, havde intet andet valg end at trække sig, siger USA-ekspert.

Mens verden venter på høre »tabertalen« fra Donald Trumps sidste rival i kapløbet om at blive endelig præsidentkandidat, John Kasich, kan rigmanden glæde sig over, at den allersidste barriere ser ud til at være overvundet i kampen om at blive det republikanske partis kandidat ved det forestående amerikanske valg.

Ifølge flere amerikanske medier vil Ohios guvernør, John Kasich, onsdag eftermiddag amerikansk tid officielt meddele, at han suspenderer sin præsidentkampange. Det er samtidig blevet bekræftet af en af kandidatens kampagnerådgivere, skriver NBC News.

Efter at en anden kandidat, Ted Cruz, meddelte det samme onsdag nat amerikansk tid, er det højst usandsynligt, at Donald Trump ikke bliver den endelige præsidentkandidat, lyder vurderingen fra Mette Nøhr Claushøj, USA-analytiker og ekstern lektor i amerikanske politiske kampagner ved Københavns Universitet.

»Der skal noget fuldstændig grotesk til, for at Donald Trump ikke bliver republikanernes kandidat. Hvis man f.eks. opdagede, at han har slaver i kælderen eller lignende, ville det teknisk set kunne lade sig gøre at lave reglerne om ved konventet, så han bliver væltet, men det er fuldstændig urealistisk og usandsynligt,« siger hun.

En anden og uventet mulighed for at forhindre Donald Trumps nominering kan opstå, hvis det store antal modstandere mod ham finder sammen om at finde en helt ny kandidat, der kan stille op mod frontløberen på det republikanske konvent i juli.

»Sandsynlighed for, at det sker, er faktisk større nu, end før de to modkandidater trak sig. Hvis man skulle vente til konventet, ville det være for svært og sent at opstille en ny kandidat, men da kapløbet er afgjort nu, er der en lille mulighed for, at de, der virkelig ikke kan lide Trump, kan finde sammen om at finde en solid og troværdig kandidat i sidste øjeblik,« siger Mette Nøhr Claushøj.

Hun mener samtidig, at det var en større sejr for Donald Trump, at Ted Cruz trak sig fra præsidentkapløbet, end at den sidste kandidat, John Kasich, nu vil følge ham.

»Kasich var så langt tilbage, at det ville være pinligt for ham at fortsætte. Så længe Ted Cruz var med i opløbet, var der lidt mening med det, men for John Kasich har det længe været en matematisk umulighed at vinde normineringen,« siger hun.

Ohio-guvernøren fortsatte imidlertid sin kampagne, for - i samarbejde med Ted Cruz - at forsøge at forhindre Donald Trump i at nå de 1237 delegerede, der kræver for at være sikker på kandidaturet.

Efter tirsdagens primærvalg i Ohio er Donald Trump imidlertid snublende tæt på det med 1047 delegerede bag sig. Til sammenligning havde John Kasich opbakning fra 153 delegerede.

Den endelige besegling af Trump-sejren kom, da det republikanske partis formand, Reince Priebus, i en meddelelse skrev, at Donald Trump ville blive partiets kandidat.

Det gjorde det umuligt for John Kasich at fortsætte, selvom Mette Nøhr Claushøj ikke tror, at han blev presset af partiet til at trække sig.

»Der var mange, der var overraskede over, at Ted Cruz trak sig, og det har Kasich givetvist også været. Så længe Cruz var med, kunne Kasich være med som medudfordrer, men nu ville det være en joke, hvis han var fortsat,« siger Mette Nøhr Claushøj.

John Kasichs resignation i utide har fået nogle til at spekulere i, om han nu håber at kunne finde sammen med Donald Trump og blive vicepræsidentkandidat i kampen mod demokraternes præsidentkandidat, der efter alt at dømme bliver Hillary Clinton.

Det samarbejde er imidlertid svært at se for sig, siger Mette Nøhr Claushøj, efter de intense beskyldninger mod hinanden i løbet af valgkampen.

»Jeg har svært ved at forestille mig, at Kasich ville sige ja til at være vicepræsident for Trump. Man kan begrave stridsøkser, men det her er ikke en almindelig politisk uoverenstemmelse,« siger hun og spår samtidig, at Donald Trump får yderst vanskeligt ved at finde en vicepræsident i sit eget parti.

»Mange republikanere mener, at det er direkte vanvittigt, at Donald Trump stiller op - at manden er gal, og at det er uansvarligt at lade ham være præsident. Samtidig forventer mange i partiet, at Trump vil tabe stort ved et præsidentvalg, og at partiet derfor skal genopbygge sig selv fuldstændig bagefter. Derfor vil mange ikke sammenkobles ham eller have noget med ham at gøre,« siger hun.