Fortsæt til indhold
USA

Er Ted Cruz’ valg af vicepræsident en genistreg eller en politisk sorteper?

Det er en politiker med flere nederlag i bagagen, som Ted Cruz har valgt som sin vicepræsident.

»Prøv lige at se det ansigt. Ville nogen stemme på det? Kan I forestille jer, at det skulle være ansigtet på vores næste præsident?«

Angrebene var hårde og til tider direkte personlige mod Carly Fiorina, da hun i ni måneder var en del af det dengang 12 mand store felt af republikanske præsidentkandidater.

Ordene, der tilbage i august sidste år kom fra Donald Trump, har tilsyneladende ikke afskrækket Carly Fiorina fra igen at tage en politisk tørn.

Nu, knap tre måneder efter at have forladt rampelyset, træder den tidligere forretningskvinde igen ind på scenen, denne gang som Ted Cruz’ vicepræsident.

Og det er en kvinde, der flere gange har drømt om Det Hvide Hus og en storslået politikerkarriere, som den republikanske præsidentkandidat onsdag aften dansk tid annoncerede sit parløb med.

Ikke færre end tre gange har Carly Fiorina måtte opgive drømmen om at blive en del af det politiske magtspil i USA. Første gang var i 2008, hvor hun som rådgiver i John McCain-staben måtte se sig slået på målstregen af den nuværende amerikanske præsident Barack Obama.

Dette nederlag blev startskuddet til Fiorinas egen kamp for et politisk sæde, og i 2010 vandt Fiorina nomineringen som republikanernes bud som næste senator i Californien. En kamp, som hun dog tabte mod den mere erfarne demokrat, Barbara Boxer.

Sammen med hendes mislykkede forsøg på at blive den næste republikanske præsidentkandidat, er det tre beter, som hun kan føje til en udskældt periode hos computervirksomheden Hewlett-Packard, hvor hun var administrerende direktør fra 1999 til 2005.

I løbet af de seks år faldt Hewlett-Packards aktie med mere end 50 pct. som følger af flere strategiske fejltagelser, mens 30.000 amerikanske ansatte i denne periode mistede sit job. Det blev for meget for ledelsen, der også gav en fyreseddel til koncernenes øverste direktør.

Så hvorfor ønsker Ted Cruz den udskældte Fiorina som sin vicepræsident, og hvorfor tror Fiorina på et projekt, der er langt bagefter Donald Trump i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat?

Svaret skal ifølge Anders Agner, USA-kender og redaktør på Kongressen.com findes i, at Fiorina som den eneste har haft held med at sætte Donald Trump på plads, og at hun muligvis kan nå ud til kvindelige vælgere.

»Dengang hun blev angrebet af Trump, evnede hun faktisk at sætte ham på plads. Og det er måske det, som Ted Cruz har brug for lige nu,« vurderer Anders Agner.

Han understreger, at parløbet mellem de to allerede har stået på næsten lige siden Carly Fiorina trak sig som præsidentkandidat.

»Efter hun droppede ud, gik hun ret hurtigt over og støttede Ted Cruz, og hun har været en af de mest loyale støtter, som har rejst land og rige rundt i Cruz-kampagnens navn. Så derfor er det kommet et tæt bånd politisk mellem Cruz og Fiorina,« siger Anders Agner, der samtidig vurderer, at Fiorina er udset et stort ansvar, når valgkampen kommer til vicepræsidentkandidatens hjemstat i Californien.

Det bliver dog ikke en nem opgave for Carly Fiorina. Mens Donald Trump for mange er symbolet på en succesfuld forretningsmand, er det ikke et image, Fiorina kan tage med sig ind i den snart afgørende fase i den republikanske valgkamp.

Tværtimod skal hun forvente en masse angreb, spår Anders Agner.

»De vil tæske løs på hende. Det gjorde republikanerne allerede i valgkampens indledning, og de slag vil komme igen, nu hvor hun stiller op som Cruz' vicepræsident,« siger Anders Agner.

Artiklens emner