Fortsæt til indhold
USA

Teenager anholdt efter bombetrussel mod Donald Trump

Secret Service reagerede, efter 19-årig på Twitter lagde op til at »bombe Trumps vælgermøde«.

»Er der nogen, der har tænkt sig at bombe Trumps vælgermøde, eller bliver jeg nødt til at gøre det?«

Med det tweet tiltrak en 19-årig amerikansk mand fra byen Waterbury lørdag eftermiddag så meget opmærksomhed, at politiet kort tid efter bankede på hans dør og anholdt ham.

Det skete, efter Secret Service havde set Twitter-kommentaren og siden tog kontakt til det lokale politi, oplyser The Connecticut State Police ifølge det amerikanske medie NBC News.

Tweetet blev lagt ud i forbindelse med den republikanske præsidentkandidat Donald Trumps vælgermøde i Waterbury i staten Connecticut. Samtidig skrev manden også til sine venner, at de skulle fortælle mandens familien, at de skulle forlade vælgermødet, så »de ikke kom til skade«.

Manden blev siden afhørt, hvorefter politiet konkluderede, at han ikke udgjorde nogen overhængende sikkerhedsrisiko for Donald Trump eller offentligheden i øvrigt, ifølge en talsmand fra politiet, Kelly Grant.

Ikke desto mindre er den 19-årige amerikaner blevet sigtet for at have »fremsat trusler mod en anden person« samt brud på den offentlige orden. Samtidig blev han løsladt mod en kaution på 1,5 millioner kroner.

Donald Trump selv har endnu ikke udtalt sig om hændelsen. I stedet koncentrerer han sig i øjeblikket om at indsamle de mindst 1.237 delegerede, han har brug for, for at han automatisk kan blive partiets endelige kandidat til præsidentvalget.

I øjeblikket mangler han, trods sin førerposition, næsten 400 delegerede, hvis ikke det republikanske præsidentkapløb skal afgøres ved et åbent konvent i juli, hvor Donald Trump på grund af sin upopularitet internt i partiet ikke bliver spået mange chancer.

Næste valg er i Pennsylvania på tirsdag, hvor der er 71 delegerede på spil. Samtidig er Donald Trump favorit i de øvrige seks resterende østkyststater, hvor der er 203 delegerede at hente.

Hele den interne republikanske præsidentkamp bliver afgjort den 7. juni i Californien med 172 delegerede. I de seneste meningsmålinger står Donald Trump til at hente næsten halvdelen af stemmerne i den afgørende stat.

Hans modstandere, Ted Cruz og John Kasich, har i øjeblikket henholdsvis lidt under 600 og omkring 150 delegerede.