Sådan har de altafgørende valgmænd fordelt sig
Sin overraskende sejr i Michigan til trods er valgmatematikken stadig imod Bernie Sanders.
Los Angeles
Det amerikanske præsidentvalg har nu for alvor været i gang i lidt over en måned, siden staten Iowa som den første stemte om det republikanske og demokratiske præsidentkandidatur 1. februar.
Natten til onsdag stemte vælgerne i yderligere fire stater i enten et eller begge af partiernes valg. I alt har 23 stater og et oversøisk territorium nu stemt om det republikanske præsidentkandidatur, mens 21 stater har stemt hos Demokraterne.
Helt centralt hos begge partier står i den forbindelse fordelingen af de såkaldte valgmænd. Det er antallet af disse, som i sidste ende kommer til at afgøre, hvem der står som de to kandidater, der til efteråret skal kæmpe om at blive USA's 45. præsident.
Men hvordan går det egentlig for kandidaterne med at samle de vigtige valgmændene op?
Demokraterne
Bernie Sanders leverede natten til onsdag det, som med en vis ret kan kaldes den største overraskelse under valget indtil videre. Sanders var således langt bagud i meningsmålingerne op til valget i den store industristat Michigan, men endte alligevel med at vinde, da stemmerne blev talt op.
Men selvom sejren har stor moralsk betydning for Bernie Sanders' valgkamp, så gjorde sejren faktisk ikke det store for styrkeforholdet mellem ham og den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton. Fordelingen af valgmænd gjorde således, at Clinton alligevel stod som nattens matematiske vinder.
Hos Demokraterne fordeler man nemlig sine valgmand proportionalt i alle valg over hele landet. Det tætte valg i Michigan gjorde, at Sanders kun tog otte valgmænd flere end Clinton, 69 mod hendes 61, og da den tidligere udenrigsminister samtidig tog en storsejr i den mindre stat Mississippi, men derfor tog 28 flere valgmænd end Sanders, endte hun måske som den moralske taber, men matematiske vinder.
»Vi er ret langt foran i forhold til valgmænd. I sidste ende, så handler valget om at vinde valgmænd,« lød det fra Karen Finney, der er talsmand for Hillary Clinton, til tv-stationen CNN efter nattens valg.
Fordelingen af de valgmænd, som er blevet fordelt af de demokratiske vælgere, lyder således nu, at Hillary Clinton har 745 valgmænd mod Sanders' 540.
Den demokratiske valgmatematik kompliceres dog yderligere af, at der også findes såkaldte supervalgmænd i partiets valg. Det er fremtrædende demokrater, der af partiet er udvalgt til at udfylde rollen som supervalgmænd, og som udgør 712 af de i alt 4.763 valgmænd.
De kan til hver en tid vælge, hvem de vil støtte og også skifte side inden partiets store konvent i slutningen af juli, hvor partiets kandidat skal kåres. De har indtil videre i overvældende grad støttet Clinton. Stillingen er således lige nu 461-25 i hendes favør.
Der skal 2.382 valgmænd til at sikre sig det demokratiske præsidentkandidatur.
Republikanerne
Begrebet supervalgmænd findes slet ikke hos Republikanerne. Her er det kun vælgerne, der kan fordele valgmændene. Til gengæld bliver valgmændene ikke kun fordelt proportionalt som hos Demokraterne. Det gør valgene 15. marts ekstra interessante og formentlig skæbnesvangre for mindst en af de tilbageværende fire kandidater.
Indtil videre har rigmanden Donald Trump vundet langt de fleste stater under valget. Han har da også de fleste valgmænd bag sig indtil videre. 458 har Trump samlet op efter de seneste republikanske valg natten til onsdag. Det er næsten 100 flere end Texas-senatoren Ted Cruz, der har 359.
Der skal 1.237 valgmænd til at vinde det republikanske præsidentkandidatur, og det vil to af de fire tilbageværende kandidater forsøge at forhindre rigmanden i at få inden partiets konvent i juli. I så fald bliver kampen om kandidaturet et dramatisk opgør helt til det sidste.
Forud står nemlig valg i staterne Ohio og Florida. Her håber Ohios guvernør John Kasich og Florida-senatoren Marco Rubio at kunne vinde deres hjemstater. Her bliver Ohios 66 og Floridas 99 valgmænd nemlig ikke fordelt proportionalt. Alle valgmændene i de to stater går således til den med flest stemmer.
Alt andet end sejre til Kasich og Rubio i de to stater, vil derfor betyde, at de har udspillet deres roller i valgkampen.