Fortsæt til indhold
USA

Trump vekslede mellem tv-shop og pressemøde efter valgsejre

Uden manuskript, men med masser af varer, improviserede Donald Trump sig gennem endnu en tale/pressemøde.

»Der er kun en person, der har gjort det godt i dag, og det er Donald Trump«.

Analysen var ganske klar i Jupiter i den amerikanske delstat Florida, da resultaterne af to ud af fire republikanske primærvalg stod klart natten til onsdag.

Bagmanden til analysen var naturligvis rigmanden selv, da han indtog talerstolen til en kombineret tale og pressemøde.

Først følte tilhørerne sig givetvis hensat til et afsnit af tv-shop, da Donald Trump gennemgik sine produkters fortræffeligheder. Trump-bøffen, Trump-vinen, Trump-bladet. Blot nogle af de ting, som hans kritikere har forsøgt at pege på blandt rigmandens fejlinvesteringer.

Det ville Donald Trump naturligvis ikke finde sig i og følte sig heller ikke for fin til at fortælle om de klubmesterskaber i golf, som han havde vundet ved bygningen i Florida, som han naturligvis ejer.

De seneste dages angreb fra især den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney, ville Trump meget gerne vise, ikke havde gået ham på.

Trump-bøffen var blandt de produkter, som Donald Trump ville vise frem, da han holdt tale og pressemøde i sin egen golfklub i Florida.

»Der er aldrig blevet brugt så mange penge på at angribe en enkelt kandidat,« mente Donald Trump, men påpegede, hvordan det er gået hver gang, at en eller flere kandidater havde besluttet sig for at gå til angreb på ham.

»Hver og en af dem, der har angrebet mig, er gået nedenom og hjem, og det er jeg meget stolt. For det er sådan, det skal være i dette land,« sagde Donald Trump og lovede, at terrororganisationen Islamisk Stat (IS) ville lide samme skæbne, hvis han ender med at blive USA's 45. præsident.

Også rivalerne Ted Cruz og Marco Rubio, eller i Trumps terminologi »Løgner-Ted« og »Lille Marco«, har angrebet Donald Trump ustoppeligt med opbakning fra pengestærke organisationer, hvis eneste mål er, at rigmanden ikke ender med at få det republikanske præsidentkandidatur.

Blandt andet med en reklame, der viser alle de gange, hvor Donald Trump har brugt ord, som skal overdøves med en pivelyd på langt de fleste amerikanske tv-stationer, på et tv foran en pult med den amerikanske præsidents segl for at vise hvor lidt præsidentiel værdighed, som de mener, Trump optræder med.

»Jeg kan være meget mere præsidentiel end nogen anden. Det kan man ikke, når der flyver angreb mod en fra højre og venstre. Men jeg kommer til at være den mest præsidentielle præsident overhovedet bortset fra Abraham Lincoln,« lød det fra Donald Trump.

Forud for nattens valg havde Trump 387 valgmænd. Der skal 1237 valgmænd til for at vinde det republikanske præsidentkandidatur.