Konservativ darling er blandt favoritterne til at blive republikansk præsidentkandidat
47-årige Scott Walker er blandt de helt store favoritter, når Republikanerne skal vælge deres præsidentkandidat.
Los Angeles
Der er ikke noget at sige til, hvis Scott Walker har været ivrig for at komme i gang med sin valgkamp. Wisconsin-guvernøren har fra sidelinjen kunnet følge med i takt med, at feltet af republikanske præsidentkandidater bare blev større og større.
Måske var det derfor, at der fra guvernørens officielle profil på det sociale medie Twitter blev udsendt en besked, der bekræftede hans kandidatur allerede lørdag.
Beskeden blev hurtigt slettet igen, men mandag blev det helt officielt: Scott Walker bliver den foreløbigt 15. vægtige, republikanske præsidentkandidat.
Med et så stort kandidatfelt er der ganske naturligt både kandidater med større vinderchancer end andre. 47-årige Walker hører så afgjort til de største.
På trods af kun at have siddet som guvernør siden 2011, har Scott Walker vundet tre guvernørvalg, skrevet amerikansk, politisk historie ved det ene af dem, og tiltrukket sig national opmærksomhed for sin kontante, konservative stil.
Den stil viste Walker allerede prøver på i sit første år som guvernør, hvor han tog et særdeles hårdt opgør med de offentligt ansattes fagforeninger i Wisconsin.
Han inddrog således som noget af det første fagforeningernes ret til automatisk at forhandle på vegne af langt de fleste medarbejdergrupper for statens ansatte.
Det gjorde han i sin første finanslov for staten, der fik navnet "Reparationsloven". Formålet med loven var at beskære det offentlige budget med omkring 600 millioner kroner og gøde jorden for skattelettelser for mindre virksomheder, for kapitalgevinster og på indkomstskatten.
Det var med andre ord den ideelle pakke for konservative republikanere. Men forløbet, der fulgte efter, gjorde Scott Walker til en republikansk stjerne.
Fagforeningerne fik således indsamlet rigeligt med underskrifter til at kræve et omvalg til Wisconsins guvernørpost. Valget blev sat til at finde sted 5. juni 2012, blot halvandet år efter Scott Walker var startet i jobbet.
Omvalget var det kun tredje af sin slags i amerikansk historie, men i modsætning til de to andre, lykkedes det for Scott Walker at afværge stormen og blive som guvernør. Han blev tilmed genvalgt ved valget i 2014.
Historien fra 2012 er da også noget, som Scott Walker vil gøre alt for at minde om i den kommende valgkamp. Det var allerede tydeligt i den video, som er blevet offentliggjort i forbindelse med lanceringen af kampagnen, der formelt finder sted med en tale senere mandag.
"USA har brug for nyt lederskab, der kommer uden for Washington for rent faktisk for få arbejdet gjort. I Wisconsin dansede vi ikke om den varme grød, vi lavede store reformer, tog magten fra de interessegrupper, der støtter en stor stat, og gav den til den hårdtarbejdende skatteyder," siger Scott Walker i videoen.
Det er ikke kun på det økonomiske område, at Scott Walker tilhører den konservative fløj af det republikanske parti. Også på det socialpolitiske område gør det sig gældende.
Han var således en af de hårdeste kritikere, da den amerikanske højesteret i slutningen af juni gav mulighed for, at homoseksuelle kunne blive i gift i alle amerikanske stater.
Walker lovede tilmed at indføre et tillæg til den amerikanske forfatning, der alligevel ville give de enkelte stater mulighed for at nægte homoseksuelle bryllupper.
Scott Walkers mulighed for at blive den endelige, republikanske præsidentkandidat bliver bestemt heller ikke mindre af, at han har formået at vinde tre guvernørvalg i en stat, der ikke har stemt på den republikanske præsidentkandidat, siden Ronald Reagan var på genvalg i 1984.
Meningsmålingerne har da også set meget fornuftige ud for Scott Walker i lang tid efterhånden. Han har således lagt sig som en permanent del af favoritfeltet i de seneste mange måneder.
I et gennemsnit af de troværdige, nationale meningsmålinger, der er blevet lavet af hjemmesiden realclearpolitics.com, er han aktuelt nummer to. 9,8 procent af de republikanske vælgere peger således på Scott Walker.
Afstanden til Jeb Bush på førstepladsen er dog blevet større den seneste måned. 17,8 procent peger lige nu på ham. Særligt i den sidste måned er vælgertilslutningen til Walker dalet i takt med, at opbakningen til den kontroversielle rigmand Donald Trump er steget.
Malurten i Scott Walkers bæger skal da også findes i vigende tilslutning i meningsmålingerne hjemme i Wisconsin. Den seneste af sin slags blev foretaget af universitetet Marquette University.
Her svarede 52 procent af de adspurgte i april, at Wisconsin er på vej i den gale retning, ligesom 58 procent sagde, at de ikke mente, at Walker klarede jobbet som guvernør godt.
Helt galt så det ud, da borgerne blev spurgt, om Scott Walkers præsidentkandidatur var en god idé. Det sagde 59 procent, at de ikke syntes.
Scott Walker får dog muligheden for at overbevise både borgerne i Wisconsin og i resten af USA om, at han vil være en god kandidat allerede 6. august, hvor tv-stationen Fox News lægger sendeflade til en debat mellem de 10 mest populære kandidater.
Det er først til næste år, at de første republikanere kan være med til at afgøre, hvem partiet skal stille op som dets præsidentkandidat ved valget i november 2016. Det sker 1. februar i staten Iowa.