Resultatet af det amerikanske midtvejsvalg

Den 4. november blev der afholdt valg til Kongressen i USA. En tredjedel af Senatet og hele Repræsentanternes Hus var på valg. Dertil blev der valgt guvernører i 38 stater.

Senatet

Senatet har 100 medlemmer. Medlemmerne vælges for seks år ad gangen, og en tredjedel er på valg hvert andet år. Hver af USA's 50 stater vælger to senatorer.

Republikanerne havde som udgangspunkt 30 senatorer, der ikke var på valg. I alt skulle de vinde 21 af de i alt 36 valgopgør og dermed seks ekstra pladser for at opnå kontrollen med kongressen.

De udslaggivende sejre kom i delstaterne Colorado, Arkansas, Iowa, North Carolina, Montana, South Dakota og West Virginia.

I Colorado, North Carolina og Arkansas sendte vælgerne Demokraternes senatorer ud til fordel for de republikanske udfordrere, og i West Virginia, Montana, Iowa og South Dakota faldt valget også ud til fordel for de republikanske kandidater.

Republikanske sejre:

Demokratiske sejre:

Andre

Senatet er den lovgivende magt koordineret med Repræsentanternes Hus. Senatet godkender eller forkaster de internationale traktater, som præsidenten foreslår, og godkender eller forkaster præsidentens kandidater til fremtrædende poster som for eksempel til USA's Højesteret.

Senatet høres ofte i større udenrigspolitiske emner, for eksempel i spørgsmål om krig, og har desuden indflydelse på, hvordan statens penge bruges.

Repræsentanternes Hus

Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer. Medlemmerne vælges for to år ad gangen. Hver stat i USA er repræsenteret efter befolkningstal.

Republikanerne står til en markant fremgang af pladser i Repræsentanternes Hus i forhold til valget i 2012, da Republikanerne vandt flertallet med 17 pladser. Hidtil har fordelingen været 234 pladser til Republikanerne og 201 til Demokraterne.

Repræsentanternes Hus har den lovgivende magt koordineret med Senatet. Et flertal i begge kamre skal være enige om en lovtekst, før præsidenten med sin underskrift kan gøre loven gældende.

Repræsentanternes Hus tages også med på råd i større udenrigspolitiske emner. Det gælder for eksempel i spørgsmål om krigsførelse.