San Francisco i undtagelsestilstand
En kraftig skovbrand i Californien truer millionbyens vand- og elektricitetsforsyning.
I over en uge har en skovbrand raseret nær ved nationalparken Yosemite i Californien.
Fredag var der en eksplosiv forøgning i branden, som nu har bredt sig ind i nationalparken Yosemite.
Brandbiler, fly og over 2.000 brandmænd har vist sig magtesløse over for flammerne, som nu har beskadiget de el-kabler, der leverer strøm til San Francisco.
Derfor har Californiens guvernør i dag, lørdag, indført undtagelsestilstand i storbyen, skriver USA Today.
En eksplosiv forøgning
Indtil videre har skovbranden lagt 500 kvadratkilometer skov svedent tilbage, og den er fortsat ude af kontrol, selvom brandvæsnet kæmper mod flammerne dag og nat.
"Fredag var der en eksplosiv forøgning i branden, som nu har bredt sig ind i nationalparken Yosemite," siger parkens talsmand, Kari Cobb, ifølge det amerikanske medie.
Det kan få yderligere ubehagelige konsekvenser for San Francisco, da byen får mere end 85 pct. af sit vand fra Hetch Hetchy-reservoiret, som ligger i parken.
Dermed er vandforsyningen til 2,6 mio. mennesker truet.
Indtil videre har der dog hverken været meldinger om egentlige strømafbrud eller mangel på vand i byen.
Kan modtage mere hjælp
Indførelsen af undtagelsestilstanden sker fordi, San Francicso dermed er i stand til at modtage mere statslig hjælp og til at bruge penge af en fond, der er sat af til brug ved kriser.
Ifølge USA's skovfogeder er 5.500 boliger truet af flammerne. Fire huse og 12 andre bygninger er allerede blev fortæret af ilden.
Fredag blev der sendt et varsel ud om frivillig evakuering af de to små byer Tuolumne City og Ponderosa Hills.