Fortsæt til indhold
USA

Kidnapningsofre kan komme videre

Tidligere kidnapningsofre mener, at de tre kvinder fra Cleveland kan få en normal tilværelse igen.

For en uge siden undslap Amanda Berry, Gina DeJesus og Michelle Knight den kælder i Cleveland, hvor de i et årti var blevet holdt fanget af deres kidnapper Ariel Castro.

De skal tage sig al den tid, de overhovedet har lyst til, før de fortæller noget som helst. Og hvis de aldrig får lyst til at fortælle noget som helst, synes jeg også, det er helt i orden.
Elizabeth Smart, tidligere kidnapningsoffer

De tre unge kvinder, der var 16, 14 og 21 år gamle, da de forsvandt, er imidlertid blot de nyeste navne på listen over unge amerikanere, der har overlevet årelangt fangeskab.

Og heldigvis er der trøst at hente, hvis Berry, DeJesus og Knight skeler til deres uheldige forgængere på listen. Flere af dem har nemlig overvundet deres traumatiske oplevelser og har fundet nyt indhold i tilværelsen.

Blottet for selvværd

Et af eksemplerne er Elizabeth Smart, der blev kidnappet fra sit eget soveværelse, da hun var 14. Hendes kidnapper "giftede" sig med hende, og udsatte hende for seksuelle overgreb igennem ni måneder.

De kommer til at være bange for at bevæge sig ud i det offentlige rum i et stykke tid. Det vigtigste er bare, at de ved, at deres familier er der for dem, og at der ikke er noget at være bange for længere.
Shawn Hornbeck, tidligere kidnapningsoffer

Elizabeth Smart er i dag 25 år. Hun er gift - denne gang lovligt - og hun står bag en forening, der kæmper mod misbrug af børn. Hun rejser desuden rundt i USA og holder foredrag om emnet.

Hun fortæller til den amerikanske tv-station CNN, at det kan være vanskeligt at komme sig over de voldsomme oplevelser.

"Jeg følte, at jeg var mærket efter de ting, min kidnapper gjorde ved mig. Jeg var ikke den samme bagefter. Mit selvværd var forsvundet, og jeg følte ikke, at jeg var noget værd. Jeg troede ikke, at et andet menneske kunne elske mig igen," fortæller Elizabeth Smart, der i dag føler sig rehabiliteret.

Bange for offentligheden

Smart er ikke ene om at have overlevet skrækkelige kidnapninger. Shawn Hornbeck var også 11, da han blev kidnappet nær sit hjem i Missouri. Han blev seksuelt misbrugt af sin bortfører i mere end fire år, før politiet fandt ham.

Den 52-årige Ariel Castro, som er sigtet for voldtægt af sine tre ofre og fire tilfælde af bortførelse, har med rødder i Puerto Rico boet i det latinodominerede kvarter i Cleveland i 39 år.

Shawn Hornbeck har et fuldtidsarbejde og er tilmed i gang med en uddannelse, som han håber på at kunne færdiggøre. Hornbeck mener selv, at hans liv er ret normalt. Han forklarer dog, at der venter en svær proces for Berry, DeJesus og Knight.

"De kommer til at være bange for at bevæge sig ud i det offentlige rum i et stykke tid. Det vigtigste er bare, at de ved, at deres familier er der for dem, og at der ikke er noget at være bange for længere," siger Hornbeck til avisen St. Louis Post-Dispatch.

Tro og tid er nøgler

Elizabeth Smart og Shawn Hornbeck er begge blevet meget troende efter deres forfærdelige oplevelser. Og ifølge Dr. Wynn Schwartz fra Harvard-universitetets psykologiske institut kan troen spille en afgørende rolle i rehabiliteringen.

"Nogle af de mennesker, der har oplevet disse ting, har en meget stærk tro. Efter de er sluppet fri, er de også kommet ind i nogle omgivelser, der er meget accepterende og velkommende," siger han til CNN.

Psykologen forklarer også, at det er vigtigt at ofrene tager sig god tid før de fortæller deres historie offentligt. Den vurdering er det tidligere kidnapningsoffer Elizabeth Smart helt enig i.

"De skal tage sig al den tid, de overhovedet har lyst til, før de fortæller noget som helst. Og hvis de aldrig får lyst til at fortælle noget som helst, synes jeg også, det er helt i orden," siger hun.