Skoledistrikt bandlyser julen

Forældre i USA’s 16. største by er forargede over kontroversiel beslutning.

Artiklens øverste billede

Julemanden er fremover forment adgang til skolerne Fort Worth i delstaten Texas.

Den kristne fejring af Jesu fødsel er aflyst i delstatens femtestørste skoledistrikt, som omfatter over 100 skoler. Elever forbydes samtidig at udveksle julegaver på skolernes grund, mens julepynt og dekorationer af religiøs karakter skal fjernes.

Hensyn til mindretal

En talsmand for skoledistriktet siger til Fox News, at beslutningen er truffet, fordi de offentlige skoler ikke længere bør ”støtte eller sponsere religiøse aktiviteter eller doktriner:

”Vi har folk af forskellige racer og religioner, og for dem er netop denne del af året ikke festlig. På grund af deres religiøse overbevisninger, vælger de ikke at fejre noget på denne del af året,” siger Clint Bond til tv-stationen.

Flere forskellige religiøse fester ligger tæt op ad hinanden i december i det pluralistiske USA, hvor der hersker en streng adskillelse mellem stat og kirke.

For mange amerikanske skoler er den store bekymring derfor, hvordan man undgår at diskriminere børn, der ikke fejrer julen. Løsningen på problemet har mange steder været helt at fjerne de religiøse traditioner.

Men det vækker tilsyneladende forargelse hos mange elever og ikke mindst forældre, der synes, at det er gået for vidt, når deres børn ikke længere må synge julesalmer ved skolekoncerter eller ønske klassekammerater en glædelig jul af frygt for at fornærme nogen.

Forfejlet politisk korrekthed

Robert Jeffries, pastor ved den store ”First Baptist Church” i Dallas siger, at det er på tide, at kristne går på barrikaderne for at stoppe den politiske korrekthed.

”USA er en kristen nation. Det er på tide, at amerikanerne rejser sig og gør modstand mod de snigende krænkelser af vore rettigheder,” siger præsten, som har opfordret forældre i skoledistriktet til at møde talstærkt op ved kommende skolemøder for at få annulleret forbuddet.

Brandon Brewer, far til tre elever i skoledistriktet, er en af de mange forældre, der skriftligt har klaget over distriktledelsen beslutning, som han kalder et forfejlet forsøg på at være politisk korrekt.

”Vi lever i et pluralistisk samfund, men vi blev stadig grundlagt som en kristen nation, og jeg mener, at vi har alle rettigheder til at udveksle julegaver og fejre jul i skoledistriktet,” siger han.

Skoledistriktet fastholder imidlertid, at beslutningen ikke vil blive omgjort, at julefejringen i stedet må finde sted udenfor skolerne og udenfor normal skoletid.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen