Diskriminerende kagesalg vækker opsigt
Kagesalg med højere priser for hvide har ført til trusler og heftig debat.
Det er meningen, at det skal være racistisk og diskriminerede.
Og trods trusler og heftig kritik gennemføres det såkaldte ”mangfoldighedsudsalg” tirsdag efter planen på det velrenommerede University of California ved San Francisco Bay.
Omstridt forslag
En kage koster 2 dollars for hvide mænd. Asiater, latinoer, sorte mænd og indfødte indianske amerikanere får rabat og skal betale henholdsvis 1,50, 1,00, 0,75 og 0,25 dollars.
Derudover får alle kvinder uanset race en rabat på 0,25 dollars.
Kagesalget arrangeres af universitetets Republikanske studerende (BCR), og meningen med salget er netop at skabe debat om et verserende lovforslag, der vil tillade californiske universiteter at vurdere race, etnicitet, køn og oprindelsesland i optagelsesprocessen.
”Vi er enige i, at eventen i sig selv er racistisk, men det er netop pointen,” siger de studerendes formand Shawn Lewis fra BCR ifølge tv-stationen CNN og tilføjer:
”Det er ikke mere racistisk end at give et individ en fordel i optagelsesprocessen alene baseret på vedkommendes race eller køn.”
BCR understreger, at organisationens ledelse består af et flertal af kvinder og også omfatter store grupper af asiatiske og latinoer.
Særbehandlingsdebat
Ifølge BCR har medlemmer, der støtter protesten modtaget trusler fra anonyme folk, der siger, at de vil sabotere aktionen.
Eventen har ligeledes ført til heftig intern debat på universitetet og en landsdækkende debat i de store medier om positiv særbehandling.
Udover det verserende lovforslag, finder der på landsplan i forvejen en positiv særbehandling sted via den omstridte Affirmative Action-lovgivning, hvor myndighederne aktivt forsøger at opnå ligestilling mellem de etniske grupper i landet.
Lovgivningen indeholder i praksis adskillige elementer af decideret positiv særbehandling samt mere bløde initiativer som undervisning målrettet bestemte grupper.