Stråling har bragt arbejdere i fare
To ansatte ved havareret japansk a-kraftværk er påvirket af kritiske mængder radioaktiv stråling.
Tepco, selskabet bag det ødelagte Fukushima-atomkraftværk i Japan, frygter, at to medarbejdere er blevet påvirket af for store doser radioaktiv stråling.
De to ansatte har sammen med andre medarbejdere kæmpet for at forhindre en nedsmeltning og atomulykke på kraftværket, der blev ødelagt efter den japanske tsunamikatastrofe i marts.
Nye undersøgelser
I en pressemeddelelse mandag oplyser selskabet, at de to personer, vil gennemgå nye tests for at undersøge eventuelle skader, skriver nyhedsbureauet AP.
Tepco er blevet kritiseret for at tilbageholde oplysninger om omfanget af den stråling, som har udsat de ansatte for fare.
For overhovedet at kunne konfrontere skaderne på atomkraftværket, blev den konventionelle grænse på 100 millisieverts hævet til 250 millisieverts for mandlige medarbejdere. Det svarer til at blive udsat for mere end 30 CT-scanninger.
Ukendt mængde
30 ansatte er blevet udsat for over 100 millisieverts, selvom det langt fra behøver at forårsage skader på længere sigt.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvilken mængde de to fremhævede ansatte er blevet udsat for, udover at de sandsynligvis har oversteget den øvre grænse. I så fald er grænsen blevet overskredet for første gang.
Det er tilsyneladende fundet af høje koncentrationer af radioaktivt jod i de to ansattes skjoldbruskirtel, som vækker bekymring.
De omtalte personer, hvis identitet fortsat er ukendt, er ikke længere i aktion ved værket, hvor de var ansvarlige for kontrolrummet i reaktor tre og fire.
Andre bør undersøges
”Hvis de to mænd har overskredet grænsen, understreger det alvoren af arbejdsmiljøet på atomkraftværket,” siger Goshi Hosono, leder af regeringens atomkriseudvalg, som opfordrer Tepco til at lade de nye helbredsundersøgelser omfatte samtlige ansatte på værket.
Eksperter opfordrer ligeledes til, at de øvrige ansatte bliver testet med det samme. Det er tilsyneladende en begrundet frygt for, at ansatte, der arbejdede udenfor reaktorerne, er blevet udsat for langt større doser af radioaktiv stråling, lyder meldingen.