Hackere varsler nyt stort hackerangreb
Støtter af Wikileaks-stifter retter et angreb mod verdens største internet-handelsfirma.
Fængslingen af den kontroversielle stifter af Wikileaks, Julian Assange, har fået computerhackere verden over til at iværksætte ulovlige hackerangreb mod flere firmaer.
Ifølge svenske medier fortsatte de mange angreb torsdag, hvor blandt andre den svenske regerings hjemmeside var ude af drift i nogle timer. Også hjemmesiden for advokaterne Borgström og Bodström, som repræsenterer to kvinder i voldtægtsanklager mod Julian Assange blev lagt død.
Flere angreb undervejs
Internationale betalingskortselskaber som Mastercard og Visa var under angreb det meste af onsdagen.
Og Mastercard erkendte tidligere på dagen, at dets betalingsoverførsler på et tidspunkt gik i knæ, fordi deres servere blev overdynget med millioner af forespørgsler.
Og meget tyder på, at internet-handelsfirmaet Amazon.com bliver det næste offer.
Amazon i skudlinjen
Ifølge CNN, som har været i kontakt med anonyme computeraktivister, vil et stort angreb mod Amazon blive sat ind indenfor de næste par timer.
På Twitter har hackeraktivister, som kalder sig ”Anonymous Operations”, lanceret et redskab, som de på flere sprog opfordrer andre aktivister til at gøre brug af.
Med en speciel kode giver brugerne frivilligt adgang til deres computere til computeraktivisterne, som kan mobilisere deres angreb mod Amazon og andre firmaer fra flere maskiner.
Twitter har efterfølgende lukket ned for siden, men et angreb er alligevel undervejs, skriver CNN.
Afstrafning
Amazon.com stillede på et tidspunkt serverplads til rådighed til Wikileaks, da den omstridte hjemmeside blev udsat for omfattende hackerangreb.
Men efter kritik ville Amazon tilsyneladende ikke længere leverer serverplads til hjemmesiden, som er i færd med at afsløre en kvart million fortrolige indberetninger, som amerikanske ambassader har sendt hjem til Washington.
Nu vil computeraktivisterne tilsyneladende straffe koncernen for netop den beslutning.
Twitter og Facebook i farezonen
Forretningen har oprettet selvstændige hjemmesider i flere lande udenfor USA, og det er derfor uvist, hvilke sider der er under angreb.
De sociale mobil- og netværkstjenester Twitter og Facebook er de næste, der kan blive udsat for angreb, oplyser hackere til New York Times.
LÆS OGSÅ: Wikileaks: er det fortroligt?