Toppolitiker: Jeg er ingen heks
Omstridt amerikansk politiker svarer igen på gammel hekse-kommentar.
Først vandt hun en overraskende sejr i det republikanske opstillingsvalg før midtvejsvalget til den amerikanske kongres.
Senere krøb hun i flyverskjul, efter at medierne gravede prekære udtalelser frem fra et gammelt talkshow.
Men nu er republikanske Christine O’Donnell, den nyeste stjerne i den konservative Tea Party-bevægelse, tilsyneladende klar til at tage kampen op på ny i den amerikanske valgkamp.
"Ingen af os er perfekte"
”Jeg er ingen heks.” Sådan indleder den 41-årige politiker sin nyeste tv-reklame forud for midtvejsvalget.
For to uger siden indstillede politikeren kontakten med alle landsdækkende medier efter anklager om misbrug af kampagnemidler og fremkomsten af udtalelser fra et gammelt talkshow.
I et afsnit af "Politically Incorrect", som blev sendt i årene 1993 og 2002, udbasunerede den unge marketingskonsulent blandt andet, at hun i sin tid beskæftigede sig med heksekunst og ”hang ud med hekse”.
Omfattende granskning
”Et af mine første møder med en heks var ved et satanisk alter. Der var lidt blod og den slags,” sagde Christine O’Donell blandt andet.
Udtalelserne vurderedes til at kunne give politikeren problemer med det religiøse republikanske bagland.
Men nu forsøger Christine O'Donnell at berolige sine vælgere:
”Jeg er intet af det, som du har hørt. Jeg er dig. Ingen af os er perfekte,” siger hun i den nye valgvideo.
Den seneste tid har politikeren været genstand for en omfattende granskning af gamle udtalelser.
Modstander af onani
Allerede som ung var hun aktiv på den yderste højrefløj, hvor hun blandt andet stiftede en ungdomsorganisation, som erklærede krig mod onani.
”Det er ifølge biblen det samme som utroskab,” sagde den unge O'Donnell i et interview, som ligeledes er dukket op i amerikansk presse.
Alle hendes kampagnemidler er indsamlet lokalt og over internettet samtidig med, at hun har modtaget en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra The Tea Party Express.
Det republikanske parti ikke har ønsket at støttet hende økonomisk.
Opbakning fra Sarah Palin
Hendes mentor Sarah Palin har tidligere forsvaret Christine O'Donnell mod de mange sager, som medierne har omtalt.
"Jeg føler med Christine, når jeg ser, hvilke barske og uretfærdige anklager, hun udsættes for," lyder det fra den tidligere Alaska-guvernør.
Selvom hun overraskende besejrede sin garvede og mere moderate republikanske modstander i opstillingsvalget i Delaware, er den demokratiske kandidat, Chris Coons, fortsat favorit vil overtage pladsen i Senatet for Delaware.
Pladsen blev i øvrigt ledig, fordi Joe Biden forlod jobbet som folkevalgt til fordel for posten som vicepræsident.
LÆS OGSÅ: Amerikansk politiker i hekse-affære
Se Christine O'Donnels nye valgvideo her