Ung mand krævede formue for lig
Anholdt drabsmistænkt forsøgte at afpresse familie for halvanden million kroner.
Hvor er Natalee Holloway?
Meget tyder på, at den unge amerikanske teenager blev brutalt dræbt i 2005 under en ferie på Aruba, og politiet har siden forgæves forsøgt at finde hendes lig.
Forleden modtog Holloways sørgende familie så det groteske krav: Betal 250.000 dollars - omkring halvanden million kroner - for at få detaljerne om hendes drab og placeringen af hendes lig.
Skjult video
"Tilbuddet" kom fra den 23-årige hollandske mand Joran van der Sloot, der tidligere har været mistænkt i sagen og flere gange har "erkendt," at han dræbte Natalee Holloway.
Det oplyser den amerikanske statsanklager fra Alabama, Joyce Vance, ifølge CNN.
Men selvom erkendelserne blandt andet er blevet optaget på skjult video, så har det fortsat ikke været muligt for politiet at bevise, at Joran van der Sloot rent faktisk var gerningsmanden.
Sloot har også påstået, at han havde solgt Holloway for 10.000 dollars til nogle menneskehandlere.
Anholdt for nyt mord
Joran van der Sloot blev fredag anholdt i Chile - mistænkt for drabet på en ung pige i Lima, Peru i onsdags.
Den 21-årige Stephany Flores Ramirez blev fundet død på Joran van der Sloots hotelværelse, og han flygtede derefter hurtigt til Chile.
Den 21-årige kvinde fra Peru blev begravet torsdag.
Familie: Frygteligt
"Vi er kede af, at Joran igen har gjort dette mod en ung kvinde," siger Paul Reynolds, onkel til Natalee Holloway, ifølge CNN.
"Han blev ikke gjort ansvarlig for det, der skete med Natalee, og nu har han gentaget sine handlinger. Det er frygteligt, at den anden familie nu skal gennemgå, hvad vi også har været igennem," siger Reynoalds.
De amerikanske myndigheder undersøger nu om de vil kræve Sloot udleveret.