Fortsæt til indhold
USA

Skandaleguvernør dømt og smidt ud

Med øjeblikkelig virkning er Rod Blagojevich fjernet fra posten som guvernør i Illinois. Han ville tilsyneladende have en halv million dollars for Barack Obamas stol.

Han drømte om at blive præsident.

Og han hævder fortsat, at han er uskyldig.

Men fra og med i aften, så er Rod Blagojevich ikke længere guvernør i staten Illinois. Og han har fået livsvarigt forbud mod at deltage i politik i staten igen.

Det sker efter en enstemmig afgørelse under en rigsretssag torsdag aften i Springfield, Illinois. Med stemmerne 59 mod nul blev Rod Blagojevich bortvist fra posten som guvernør.

Rod Blagojevich har protesteret højtlydt mod rigsretssagen, der for eksempel ikke tillod ham mulighed for at føre vidner. Han er fortsat ikke dømt for nogen kriminel handling, men sagen fortsætter.

”Jeg har gjort intet galt,” sagde Blagojevich tidligere på dagen.

Beskyldning: Ville sælge Obamas stol

Blagojevich blev i begyndelsen af december anholdt for at forsøge at sælge Barack Obamas efterladte plads i senatet til den højstbydende.

Angiveligt skulle prisen være 500.000 dollars for at udpege præsidentens efterfølger.

I en erklæring fra statsanklageren, Patrick Fitzgerald, hedder det, at der er tale om korruption af et »overvældende« omfang.

Telefonsamtaler – optaget af FBI – fangede Blagojevich på bånd, mens han tilsyneladende erkender forsøget på korruption.

- Jeg er ude på at tjene penge, siger Blagojevich på båndet, ifølge FBI.

- Hvis jeg ikke får, hvad jeg vil have - så tager jeg bare selv posten, hedder det, ifølge en udskrift fra FBI.