Dansk ekspert: Derfor lykkedes nødlandingen

Det lykkedes piloten at lande flyet i Hudson-floden med halen først, og det var grunden til, at flyet ikke knækkede, vurderer dansk ekspert.

Artiklens øverste billede

Besætningen ombord på det store Airbus-fly fra US Airways havde kun få minutter til at reagere, da den ene eller begge motorer satte ud, angiveligt på grund af gæs, der ramte motorerne.

"I den situation skal man handle på sin rutine og erfaring," konstaterer tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn Hans Christian Stigaard i TV2 News.

"På det tidspunkt havde flyet fløjet tre-fire minutter, så de har haft lidt fart på - nok til, at der var stadig var lidt svævemulighed. Det vigtigste har været at undgå, at næsen ramte vandet først, for så ville flyet formentlig være tippet rundt og knækket midt over. I stedet lykkedes det at lave nærmest en kontrolleret nedstyrtning, hvor halen ramte vandet først, og derfor kom flyet ned intakt. Det er en meget fin præstation," lyder rosen fra den danske ekspert.

Kan flyde længe

Ifølge Hans Christian Stigaard er fugle et problem omkring alle lufthavne. Der er jævnligt eksempler på fugle, der kommer ind i motorerne, men det er sjældent, at begge motorer på et fly sætter ud.

Efter landingen på floden holdt flyet sig flydende, til alle passagerer havde forladt flyet. Det skyldes, at et fly har nøjagtig samme opdrift som et skib, og at vingernes store flade desuden har hjulpet til at holde det flydende. Først i det øjeblik, der kommer vand ind, begynder flyet at synke, konstaterer Hans Christian Stigaard.

Han tøver ikke med at rose besætningen for dens professionalisme.

"Det var en ganske imponerende præstation, der vidner om en veltrænet besætning," siger han til TV2 News.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen