Obama løfter sløret for redningsplan

Den kommende amerikanske præsident vil fordoble produktionen af vedvarende energi og øge de offentlige investeringer i infrastruktur og skoler.

Artiklens øverste billede
Foto: Alex Brandon/AP

Inden sin tiltrædelse som USAs præsident senere på måneden løfter Barack Obama nu noget af sløret for, hvad han vil gøre for at rette op på den amerikanske økonomi og styre USA ud af den historiske recession.

I sin ugentlige radio- og videotale beskriver han følgende mål i en plan for genoprettelse og reinvestering i USA:

  • Produktionen af vedvarende energi skal fordobles og offentlige bygninger skal gøres mere miljøvenlige.
  • Nedslidte veje skal genopbygges, broer og skoler skal restaureres og it-systemerne i sundhedsvæsenet skal moderniseres.
  • En skattereform skal komme de amerikanske arbejdere til gode.

"Økonomer på tværs af hele det politiske spekter er enige om, at vi kommer ind i endnu dybere økonomiske vanskeligheder, hvis ikke vi griber ind hurtigt og ambitiøst," sagde Obama ifølge CNN Money.

"Derfor er det nødvendigt, at vi ikke bare indfører en plan, der skaber jobs på kort sigt, men som bidrager til langsigtet økonomisk vækst og øget konkurrenceevne," fortsatte han.

Planens største mål er at skabe 3 mio. nye arbejdspladser, og det skal primært ske i den private sektor, siger den kommende præsident, der officielt indtræder den 20. januar.

Hårdt arbejde venter

Og der er nok at tage fat på for den ny præsident. I løbet af de første 11 måneder af 2008 tabte USA næsten 2 mio. job. Den endelige opgørelse for jobudviklingen offentliggøres på fredag. Dertil kommer en stagnerende økonomi, et grufuldt aktieår der ikke er set værre siden den store depression, samt rekordstore fald i ejendomspriserne.

Det ventes at den samlede pakke vil have koste mellem 675 mia. og 775 mia. dollars.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen