Obama-undersøgelse holdes tilbage
Den kommende præsident har ikke gjort noget galt i sagen om den korruptionsmistænkte Illinois-guvernør, siger han. Men dokumentationen er hemmelig i mindst en uge endnu.
Har Barack Obama haft for tæt kontakt til den formentlig korrupte guvernør i staten Illonois?
Nej, siger Obamas lejr, der har undersøgt sagen og udarbejdet en rapport.
- Undersøgelsen bekræfter, at den kommende præsident ikke har haft nogen kontakt med guvernøren eller hans ansatte, og at den kommende præsidents ansatte heller ikke har været involveret i uanstændige diskussioner med guvernøren eller hans ansatte, skriver talsmanden Dan Pfeiffer i en pressemeddelelse mandag aften.
Men rapporten er fortrolig – i hvert fald i en uge endnu, oplyser Obama-lejren.
Tidligst to dage før jul
- Justitsministeriets kontor har bedt om, at offentliggørelsen af undersøgelsen bliver udskudt indtil ugen, der begynder med 22. december, for ikke at forstyrre deres undersøgelse af guvernøren, skriver Dan Pfeiffer.
Barack Obama har for fire dage siden lovet, at alle informationer ville blive offentliggjort ”om få dage”.
Den kommende præsident er blevet kritiseret for ikke at være åben nok om eventuelle forhandlinger mellem Obamas stabchef, Rahm Emanuel, og guvernør Rod Blagojevich om, hvem der skal overtage Obamas plads i senatet.
Rod Blagojevich er mistænkt for at ville sælge senatspladsen til gengæld for bestyrelsesposter for ca. 500.000 dollars.